Fortsæt til indhold

Analytiker om milliarder til SAS: Kan være positivt for Aarhus Airport

Lufthavnsanalytiker mener, det er positivt, at SAS får en aarhusianer ind i ejerkredsen.

Aarhus

Aarhus-milliardæren Henrik Lind har for nylig spyttet 875 millioner kroner i SAS. Mens man i Aarhus Airport samtidig med lys og lygte søger efter en investor, der skal lægge 100 millioner kroner i foretagendet.

Det er dog ikke nødvendigvis dårligt for lufthavnen i Tirstrup, at SAS har fået sådan en velvoksen kapitalindsprøjtning fra en aarhusianer. Det mener en lufthavnsanalytiker:

»Man kan jo konstatere, at Lind er glad for industrien. I min optik udelukker hans investering i SAS ikke, at han kan investere i andre lufthavnsrelaterede aktiviteter. Det ene udelukker bestemt ikke det andet,« siger Jacob Pedersen, der er lufthavnsanalytiker i Sydbank.

Henrik Lind, der står bag Danske Commodities, som han i 2018 solgte for omtrent tre milliarder kroner, har doneret 250 millioner kroner til projektet Kongelunden, der omfatter et nyt fodboldstadion til AGF.

En styrkelse

At han nu er en del af ejerkredsen i SAS, mener Jacob Pedersen, kun styrker den aarhusianske lufthavn:

»Vi ved, at han har stærke følelser for lokalmiljøet. Nu kommer han ind i ejerkredsen af SAS, der i forvejen gennem de seneste år har været glad for at bruge Aarhus Airport, så ser jeg bestemt ikke for mig, at den tilstedeværelse skulle blive mindre fremover,« siger Jacob Pedersen, der dog tilføjer, at økonomien skal følge med:

»Man får en aarhusianer ind, men man får også et skærpet fokus på at tjene penge. Dét er førsteprioriteten. Alt afhænger af, at der er trafik og passagerer. Men det er et godt udgangspunkt at have en mand i SAS, hvis hjerte banker for Aarhus.«

Investorjagt

Bestyrelsesformanden i Aarhus Airport har tidligere udtalt til Din Avis Aarhus, at man intensiverede jagten på en investor i januar. Først hed deadlinen inden sommerferien, men eftersom den nødvendige kapital endnu ikke er klinget i kassen, så hedder deadlinen nu inden årsskiftet.

Lufthavnsanalytikeren forstår godt, at det er svært at få investorer med om bord:

»Det finansielle miljø er stadig under forandring. Man skal stort set hele tiden genbesøge sit regneark. Det, der var rentabelt i går, er det måske ikke i dag. Det er ikke en let tid, ikke et let miljø.«

Hvis Henrik Lind havde tænkt sig at investere i Aarhus Airport, var pengene så ikke kommet på nuværende tidspunkt?

»Der er dit gæt lige så godt som mit. Vi ved ikke, om der er konkrete forhandlinger i gang eller hvilke kriterier, der eventuelt er opstillet.«

Aarhus Airport fik kommunale investeringer for samlet set 200 millioner kroner i maj 2022. Med de mange millioner fulgte et krav om, at lufthavnen skulle skaffe en eller flere private investorer, som skulle bidrage med 100 millioner kroner.