Husrum fokuserer på unges mentale mistrivsel
Frivilligt drevet fællesskab hjælper unge i alderen 16 til 30 år, som oplever ensomhed og psykisk sårbarhed.
Du finder afstemningen nederst i artiklen.
Generation mistrivsel fik yderligere mediebevågenhed, da prins Christian for nylig holdt tale til sin 18 års fødselsdagsfest.
Her brugte den royale fødselar sin egen situation til at række ud til landets mange unge mennesker, som mistrives mentalt.
Prinsen italesatte den ensomhed, han følte, da han skulle begynde i en helt ny gymnasieklasse.
Ensomhed er netop noget, der arbejdes meget med hos Husrum.
»Vi er et frivilligt drevet fællesskab for unge i alderen 16 til 30 år, som oplever ensomhed eller er psykisk sårbare. I Husrum har man mulighed for at tale om det, der er svært,« forklarer frivilligkoordinator Line Laxy Jensen.
Husrum er en ud af fem nominerede til Idun-prisen, som Din Avis Aarhus uddeler sammen med rådmand Anders Winnerskjold (S).
Det frivilligt drevne fællesskab har til huse på Sønder Allé med udsigt til busstationen i Aarhus, og med 250 brugere og 40 frivillige hersker der stor aktivitet.
Men fælles for dem alle er, at de gerne vil være en del af et fællesskab.Line Laxy Jensen, frivilligkoordinator i Husrum
»Vi har virkelig mange unge, der har en depression eller kæmper med angst. Det er unge, som er forskellige steder i deres liv. De kan både være i arbejde eller i gang med en uddannelse. Men fælles for dem alle er, at de gerne vil være en del af et fællesskab. Og det er dét, vi tilbyder i forskellige former,« siger frivilligkoordinatoren og nævner samtalegrupper, sociale aktiviteter ude i byen og hjerteven.
De to første er i grupper, mens den sidste form - Hjerteven - er en venskabsordning for unge, som ikke har en stabil voksenrelation i forvejen. Den voksne er fyldt 30 år og forpligtiger sig i et år.
I samtalegrupperne, hvor der typisk er ti unge og tre frivillige, øver man sig på at være mere social i et trygt fællesskab, og når man tager til aktiviteter ude i byen, er det mere det brede fællesskab, som dyrkes i grupper på op til 25 personer inklusiv frivillige.
»Vores erfaringer med de unge, er, at mange tænker, at de er de eneste i verden, der er ensomme. Så det der med at møde andre unge, som man kan spejle sig i, er vigtigt. Og så er flere af vores frivillige tidligere brugere, og det skaber ofte et håb for andre unge, at de kan se, at man kan komme videre og få det bedre,« fastslår Line Laxy Jensen.
Alle typer unge
Hun mærker også den såkaldte trivselskrise i sit virke.
»Der er flere og flere, der søger os, og det ser vi som et tegn på, at der er mange, som har det skidt. Indenfor de seneste par år er der sket et skifte blandt vores brugere. Tidligere var det ofte unge, der har haft det svært i barndommen. I dag har vi alle typer unge med alle mulige forskellige familieforhold og uddannelsesmæssige baggrunde,« siger hun.
Line Laxy Jensen fortæller, at det ofte er unge i tyverne med lavt selvværd, der ofte ikke får bygget bro til andre mennesker. De søger Husrum, hvor tanken er, at man skal føle sig tryg og hjemme.
»Jeg har lige haft en til forsamtale i går. Han blev færdiguddannet for otte år siden og bor alene. Har ingen venner og ingen kontakt til sin familie. Og det var nærmest sådan, at han ikke kunne føre en samtale. Altså, han var simpelthen totalt ude af træning i forhold til at være social, hvor han ikke kunne holde øjenkontakt og finde ord,« siger koordinatoren og tilføjer:
»Det er jo skræmmende, men når livet bliver meningsløst for dem, gør det vores arbejde endnu mere meningsfuldt. Vi håber på, at vi kan komme med nogle tilbud, som kan få de unge ud af deres lejligheder og ind i et fællesskab.«