Fortsæt til indhold

Få overblikket her: Stormvejr giver aflysninger og forsinkelser i Aarhus

Både færge- og togafgange bliver fredag påvirket af det voldsomme vejr. Følg med her.

AarhusArtiklen opdateres
jwh

Det er kraftige vindstød, som aarhusianerne er stået op til fredag morgen. Ifølge DMI tiltager styrken i løbet af dagen, så vindstødene bliver af stærk storm. Det påvirker trafikken flere steder, og især tog- og færgetrafikken forventes at blive udfordret.

Samsø Rederi meldte torsdag ud, at hurtigfærgen mellem Aarhus og Sælvig er aflyst hele fredag.

»Fredag eftermiddag vil vi tage stilling til lørdag formiddag, da den på nuværende tidspunkt er meget usikker,« lyder meldingen fra Samsø Rederi på Facebook.

Midttrafik oplyser, at det voldsomme vejr ligeledes påvirker letbanen. Konkret betyder det, at der fra kl. 15.00 vil køre færre afgange end normalt på både L1 og L2. Der vil samtidig være større risiko for forsinkelser, oplyser Midttrafik.

Også DSB melder fredag om udfordringer for trafikken.

Der er således fra klokken 20.00 til 05.00 indført timedrift mellem Aarhus og Aalborg, imens regionaltog mellem Aarhus og Fredericia aflyses.

Fredag eftermiddag melder Molslinjen på sin hjemmeside, at de sidste to afgange fra Aarhus, og den sidste fra Ebeltoft aflyses.

Det drejer sig helt konkret om afgangene klokken 17.45 og 19 fra Aarhus samt klokken 16.20 fra Ebeltoft.

Din Avis Aarhus følger nøje, hvordan det voldsomme vejr påvirker trafikken.