Fortsæt til indhold

Vinterbadere skal blive hjemme: Vandet udgør »en alvorlig sundhedsrisiko«

En advarsel mod at bade i vandet er lige sendt ud af Aarhus Kommune. Det er direkte sundhedsskadeligt at hoppe i vandet, advarer områdechef.

Aarhus

Vand, vand og vand har de seneste dage fyldt en hel del i nyhedsdækningen. Selvom regnvejr og efterår går hånd i hånd, så havde Aarhus Kommune ikke forventet de store mængder, som er skyllet ned over Aarhus.

Vejret har sat kommunens sikkerhedsforanstaltninger i skak. Og der skal ikke mange flere dråber til, før det bliver mat.

»Hele oplandet til Aarhus er som en tavlesvamp, og den er fuldstændig våd. Derfor fjerner vi også broen ved Viby Renseanlæg. Kommer der mere vand end prognoserne, så er vi i en ret ekstrem situation, som vi ikke har været i nogensinde før,« advarer Simon Grünfeld områdechef hos Teknik og Miljø.

I bunden af Bernhardt Jensens Boulevard på Aarhus Ø er der en lang metaltrappe og bro, som bliver flittigt brugt af vinterbadere. Foto: Tahmasbi

Røde flag

Vandet presser sig på flere steder, det betyder også, at kloakker ikke kan følge med vandet. Lige nu render spildevand ud i åer, søer og i havet - og det er farligt.

»Det kan altså medføre en alvorlig sundhedsrisiko at komme i kontakt med det. Skulle man komme i kontakt med vandet anbefaler vi grundig vask og at kontakte en læge,« siger områdechefen.

Inde på badevand.dk kan man følge vandforholdene og se, hvor det er sikkert at bade. Røde flag betyder, at man ikke må bade i området, og lige nu er der røde flag fra den nordligste del af Aarhus til den sydligste del.

»Vi har røde flag ved rigtig mange badestrande, og der skal man selvfølgelig ikke vinterbade. Der er jo ikke noget, der er forbudt, men det er en kraftig anbefaling,« forklarer Simon Grünfeld.

Rødt flag flagrer ved vinterbadeklubben Jomsborg ved den Permanente. Det betyder, at man i skrivende stund ikke skal bevæge sig ud i vandet. Hvis situationen ændrer sig, vil det digitale røde flag blive ændret til grønt.

Det eneste sted i Aarhus, der nyder grønt flag på trods af forholdene, er vinterbadeklubben på Aarhus Ø. Da det er et lukket system, kommer spildevandet aldrig i kontakt til vandet, som gæsterne bader i.