Lukker ikonisk badeanstalt
1,2 millioner kroner koster det.
Badeanstalten Spanien i hjertet af Aarhus er efterhånden en moden dame på 90 år, som er begyndt at knirke. Derfor lukker anstalten nu midlertidigt fra den 20. november for at udføre nødvendigt vedligeholdesarbejde.
Det oplyser Kultur og Borgerservice i en pressemeddelse.
»Det er nødvendigt at lukke ned, så vi kan fremtidssikre Badeanstalten Spanien. December er heldigvis ikke en af de travle måneder, og vi regner med at have alt klar, når folks nytårsforsæt skal føres ud i livet,« siger chef for Sport og Fritid i Aarhus Kommune Heidi Frostholm Holch.
Den primære årsag til nedlukningen er, at der skal udskiftes tre sandfiltre på hver 5,5 kubikmeter. Sandfiltrene er vigtige for, at anlægget kan holdes kørende og sikre rent badevand, og det er nu lykkedes at skaffe de nødvendige håndværkere til at løse opgaven.
Hvis ikke sandfiltrene udskiftes i år, er der nemlig risiko for, at der kan ske langt større skade, skriver kommunen. Udskiftningen kommer til at koste 1,2 millioner kroner.
Under lukkeperioden, som forventes at vare indtil starten af det nye år, vil man også udføre flere reparationer. Eksempelvis vil saunaerne få nye bænke, ligesom herreomklædningsrummet vil blive genopfrisket.
Badeanstaltens brugere med månedskort vil fortsat kunne benytte sig af Aarhus Svømmestadion, Gellerupbadet og Lyseng Svømmebad, skriver Kultur og Borgerservice.