Fortsæt til indhold

Det hvide palæ sat til salg for kæmpestort millionbeløb

Lille Torv 2, hvor Paustian holder til, er sat til salg. Det oplyser TK Erhverv.

Aarhus

En af Aarhus’ mest ikoniske ejendomme er netop sat til salg.

Det drejer sig om Det Meulengrachtske Palæ - i folkemunde kaldt for Det Hvide Palæ - som har adresse på Lille Torv 2.

Her holder bolighuset Paustian til med en butik, og TK Erhverv, der er et selskab med fokus på investeringsejendomme, oplyser på sin hjemmeside, at ejendommen er sat til sag for intet mindre end 210 millioner kroner.

Ejendommen på Lille Torv 2 kan blive din ejendom for 210 millioner kroner. Foro: TK Erhverv.

Ejendommen har været hjemsted for en lang række skiftende forretninger i stueetagen, og på de øvrige etager har der hovedsageligt været kontorer og lejligheder. I 2016 fik ejendommen Illums Bolighus som domicillejer, og i 2019 overtog Paustian.

TK Erhverv kalder selv Lille Torv 2 for byens ”måske flotteste og mest storslåede bygning”, og oplyser, at ejendommen overtages tom 1. maj 2024.

Jan Kirkebæk er partner i TK Erhverv og står for selve salget.

Han uddyber overfor Din Avis Aarhus:

»Det er en helt unik ejendom, som vi er meget stolte over at forestå både salget og udlejningen af. Ejendommen er blevet sat til salg her i slutningen af oktober måned. Paustian har opsagt lejemålet. Vi opererer med to slags købere. Det kan være en, som kan finde på at købe ejendommen tom, fordi vedkommende har sit eget brand eller nogle lejere. Og så kan det også være en investor, der kan finde på at købe ejendommen med udlejere. Så jeg arbejder i øjeblikket på begge fronter. Det hele afhænger af, hvilken slags køber, der kommer først.«

Jan Kirkebæk fra TK Erhverv står for salget af Lille Torv 2. Pressefoto

Han oplyser, at der allerede har været nogle henvendelse på ejendommen på Lille Torv 2.

»Det er en meget speciel ejendom med en beliggenhed, der ikke bliver meget bedre med trafikken fra Magasin. Så hvis du har et godt brand, så bliver beliggenheden ikke meget bedre,« forklarer Jan Kirkebæk til Din Avis Aarhus.

Den historiske bygning på Lille Torv 2 blev opført tilbage i 1816 som forhuset i en af Aarhus’ fornemste købmandsgårde.

Ifølge Aarhus Wiki, som er en brugerstyret encyklopædi administreret af Aarhus Stadsarkiv, er Lille Torv 2 en særdeles historisk bygning, hvor flere kongelige gæster som Frederik 6., Christian 8., Frederik 7. med grevinde Danner, Christian 9. boede, når de besøgte Aarhus.

Lille Torv 2 i 1920'erne med balkon, mansardetage og frontispice. Købmands- og Haandværkerbanken ligger på 1. sal, og til venstre for indgangen er H. Pontoppidans manufakturhandel, hvor senere varehuset Atlas lå. Foto: Aage Fredslund Andersen, 1924-1927, Aarhus Stadsarkiv