Fortsæt til indhold

Farlige stoffer fundet i snack fra Normal

Fødevarestyrelsen afviser ikke, at der kan ligge flere pakker rundt omkring i de danske hjem.

Aarhus
jro

Der er fundet for højt indhold af to potentielt farlige farlige stoffer i kiks, der sælges i Normal.

Derfor tilbagekaldes produktet nu.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om stofferne 3-MCPD-estre og Glycidyl-estre, der kan dannes under fremstilling af nogle fødevarer.

De kan i mave-tarmkanalen omdannes til ubundet 3-MCPD og glycidol.

»Begge stoffer kan have sundhedsskadelige effekter, hvis vi udsættes for meget for dem,« skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Det drejer sig om Lotte Koala kiks ”Koalano No March Strawberry”, der er blevet solgt i pakker á 48 gram.

En pakke med de tilbagekaldte kiks. Foto: Fødevarestyrelsen.

Produktet havde ’bedst før dato 07-2023’, men det kan forventes, at nogle forbrugere stadig har uspiste pakker i hjemmet.

De er solgt i Normal-butikker i hele landet.

»Fødevarer med et højt indhold af 3-MCPD estre og Glycidyl-estre kan være skadelige for personer, der indtager disse. Personer som allerede har spist produkterne, udgør dette ikke en akut risiko for deres sundhed, da det er indtag over længere tid, som har betydning,« skriver Fødevarestyrelsen, der samtidig råder forbrugerne til enten at kassere kiksene eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.