Fortsæt til indhold

En støtte i ensomhedens skygge: Mænd finder fællesskab i sorggruppe

Sorggruppen ved Hospice Søholm får mændene til at åbne op og håndtere deres sorg bedre.

Aarhus
nln

I et forsøg på at bekæmpe ensomhed har Hospice Søholm taget initiativ til en særlig sorggruppe for mænd, der har mistet en pårørende på hospicet.

Mændene, der deltager i gruppen, er enige om, at det har haft afgørende betydning for deres evne til at håndtere sorgen. Det oplyser Hospice Søholm i en pressemeddelelse.

»Da de ringede første gang og spurgte, om jeg havde lyst til at være med i en sorggruppe, så svarede jeg hurtigt nej. Jeg havde sorg nok på det tidspunkt og behøvede ikke at blive fyldt op af andres. Jeg klarede mig fint. Men det har virkelig haft en stor betydning for mig at være med i gruppen,« siger Arne Lysmose, der mistede sin kone til lungekræft.

I foråret 2023 modtog Hospice Søholm midler fra den ensomhedsforebyggende pulje, som Aarhus Kommune etablerede som en del af strategien ”Aarhus for fællesskab og medborgerskab”. En del blev afsat til oprettelse af en sorggruppe specielt rettet mod mænd.

Arne Lysmose var oprindeligt skeptisk over for at deltage i gruppen, men han indrømmer nu, at det har været en afgørende støtte for ham.

Rent mandeforum

Sorggruppen på Hospice Søholm startede med inspiration fra lignende grupper på andre hospicer. Ifølge frivillig-koordinator Vibeke Harrit har Hospice Søholm den fordel, at de allerede har en naturlig kontakt til mændene, der har mistet en pårørende på hospicet.

»De kender stedet her og personalet, så vi kan gøre sorggruppen til et naturligt tilbud for dem, der har mistet en pårørende her,« forklarer Vibeke Harrit.

Arne Lysmose deler sin erfaring og påpeger, at mændene i gruppen føler sig mere afslappede og åbne i et rent mandligt forum.

»Hvis der havde været kvindelige deltagere med i gruppen, så tror jeg hurtigt, at mændene havde klappet i. Der er i hvert fald ikke mange mænd i min alder, der kan finde på at fælde en tåre, hvis man sidder omringet af kvinder. Så strammer man lige op,« fortæller Arne Lysmose.

Fællesskabet

Gruppen ledes af de frivillige Lisbeth Kogut og Anne Birgitte Methling. De hjælper med at styre samtalen og gribe de temaer, som mændene bringer op.

Ifølge lederne er det tydeligt, hvordan mændene finder støtte og forståelse i hinandens fortællinger.

»Det er lidt sjovt at opleve, hvordan de ofte siger næsten det samme, når vi tager en runde og snakker om et tema. Og man kan se, hvordan det går op for dem, at det faktisk er helt normalt at have det sådan eller gå med de tanker,« siger Lisbeth Kogut.

”En historie som altid fremkalder et smil hos mig, er da en 86-årig mand kom med i gruppen og fortalte sin historie første gang. Allerede, da han kom anden gang, kunne man se på ham, at han havde det fuldstændig anderledes. Han sagde: det var simpelthen så godt for mig at komme, og høre, der var nogle andre end mig, der havde det på samme måde, for jeg troede, at jeg var den eneste, der havde det så slemt,” fortæller Anne Birgitte Methling

Frivillighed

Ifølge Vibeke Harrit er en stor del af sorggruppens succes også takket være de frivilliges engagement.

»Vi har brug for støtte og opbakning til at sætte et projekt som sorggruppen i værk, for det skal løbes i gang, og det kræver nogle ressourcer. Men det allervigtigste er, at frivillige som Lisbeth Kogut og Anne Birgitte Methling, lægger deres tid og hjerteblod i gruppen. Det kan vi ikke betale os fra, for det er jo helt fantastisk,« siger frivillig-koordinatoren.

Hospice Søholm opfordrer nu til, at lignende tilbud bliver støttet af samfundet for at nå ud til flere mænd i sorg.

»Det er vigtigt at råbe højt om de positive effekter af sådanne grupper, særligt til dem med pengeposen,« lyder det fra Arne Lysmose.