Det er livsfarligt hvis de ikke får flere frivillige
Aarhus Vinterherberg mangler frivillige til at fylde kalenderen for vinteren, nu kalder rådmanden på hjælp.
Nattefrosten gør livet for de hjemløse ekstra hårdt.
Hvis de skal sove på gaden er det direkte livsfarligt, det fortæller lederen af Aarhus Vinterherberg Martin Overgaard. Og vejret har ikke hjulpet på problemerne.
»Sæsonmæssigt har vejret været rigtig dårligt for de hjemløse,« siger Martin Overgaard og referer til det massive regnvejr Aarhus oplevede gennem efteråret, som nu er blevet til minusgrader.
Derfor står Aarhus Kommune nu klar med et vinterberedskab, som skal sikre en varm seng til alle hjemløse vinteren over.
”Ingen skal være efterladt til at sove på gaden i de kolde vintermåneder. Det er ikke alle, der har et hjem eller et stort netværk i Aarhus, og derfor er vi særligt opmærksomme på at sikre sovepladser til alle hjemløse i byen,” siger Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Mangler frivillige
Når det kommer til pladser på herberg, er de lovlige migranter, som er hjemløse, ekstra dårligt stillet. De må ifølge loven ikke bruge de ”almindelige” herberg, som danske hjemløse må.
I Aarhus Kommune har man med hjælp fra flere organisationer og frivillige startet et vinterherberg til hjemløse udlændinge.
»Budskabet fra mig er, at alle skal kunne sove med tag over hovedet i Aarhus. På Aarhus Vinterherberg kan hjemløse migranter søge ly for nattefrosten, få et varmt måltid mad og en god snak eller et spil med en af de frivillige. Som frivillig gør man en stor forskel for et andet menneske, og når brugerne er gået i seng, kan man færdiggøre en god bog eller komme videre med strikkeprojektet,« siger Anders Winnerskjold.
Vinterherberget åbnede den 12. november, og der har indtil nu været stor efterspørgsel efter pladserne. De frivillige kræfter rækker dog ikke til at dække vagtplanen, og det kniber særligt med at dække nattevagterne.
Derfor håber rådmanden, at flere aarhusianere vil give en hånd med på Vinterherberget.
Vinterherberget på Tage-Hansens Gade er et tilbud til udenlandske hjemløse, som har lovligt ophold i Danmark.
Det har 22 pladser og drives i et samarbejde mellem Røde Kors, Kirkens Korshær, Blå Kors og Folkekirken i Aarhus med støtte fra Aarhus Kommune.
Herberget har åbent hver dag vinteren over fra klokken 20.30 til 08.00.