Affaldstømning og oprydning indstilles »af sikkerhedsmæssige hensyn for skraldemændene«
Så længe snestormen raser, skal aarhusianerne ikke forvente at få tømt affaldsbeholdere, ligesom oprydningen i midtbyen også først genoptages når vejret er bedre.
I uger har aarhusianere i midtbyen oplevet overskydende affald i gaderne, og villaejere i oplandet har døjet med manglende tømninger af affaldsbeholdere. Den aktuelle snestorm betyder, at arbejdet med at komme problemet til livs bliver stoppet midlertidigt.
Affalds- og forsyningsselskabet Kredsløb har nemlig valgt at indstille både affaldstømningen og oprydningen, hvilket sker »af sikkerhedsmæssige hensyn for skraldemændene.«
Det oplyser Kredsløb i en pressemeddelelse.
Så snart det igen er forsvarligt, fortsætter transportørfirmaerne ifølge pressemeddelelsen hastigt affaldsindsamlingen med alle midler taget i brug, og ifølge Kredsløb kan aarhusianerne forvente, at der er mere ryddeligt i løbet af den kommende uge.
Kort før jul satte Kredsløb ellers ekstra ressourcer ind for at komme problemerne til livs, men ifølge affalds- og forsyningsselskabet har selskabet været ramt af uheld på stribe. Der har således været nedbrud på biler, et par omgange med snevejr og ikke mindst en influenzasæson, der ifølge pressemeddelelsen forårsagede ekstraordinært mange sygemeldinger hos transportørfirmaerne.
»Det har gjort det vanskeligt at få de nye ordninger og transportører kørt rigtigt ind og har gjort, at de er kommet bagud. Derfor er det selvfølgelig ekstra ærgerligt med det voldsomme vejr, vi lige nu oplever, men jeg kan forsikre om, at vi fortsat sætter alle midler ind for at nå i bund. Som det ser ud nu, forventer vi, at der generelt vil se pænt ud omkring containerne i løbet af næste uge, og at transportørerne med en ekstra indsats over weekenden når i bund med de manglende tømninger på søndag. Vi er kede af det, og vi beklager generne, det medfører for kunderne,« fortæller Lars Banke, der er chef for genbrug i Kredsløb, i pressemeddelelsen.