Fortsat massive aflysninger: Sådan er køreplanen for busser, letbane og tog torsdag
Den kollektive trafik er også påvirket af snestormen torsdag morgen.
Man går stadigvæk forgæves, hvis man torsdag morgen bevæger sig ud i snevejret for at stille sig ved et bus- eller letbanestop. Midttrafik oplyser således, at snevejret fortsat påvirker den kollektive trafik i Østjylland, hvor der er massive aflysninger hele vejen rundt.
Hos Aarhus Letbane forventer man, at L1 mellem Aarhus H og Grenaa tidligst kører torsdag kl. 12.00. L2 fra Aarhus H til Lystrup er aflyst frem til torsdag kl. 7.00, hvor det forventes, at der kan køres hvert 15. minut. Der køres således ikke til Lisbjergskolen, oplyser Midttrafik.
L2 mellem Odder og Aarhus H bliver tidligst genoptaget torsdag kl. 10.00, hvor man indtil videre forventer, at der køres hver halve time.
Bybusserne i både Aarhus og Randers kører ikke torsdag morgen. Kørslen på mange andre busruter er ligeledes indstillet, oplyser Midttrafik og henviser til Rejseplanen eller Midttrafk Live-appen.
Alle rejser med Flextur, Flexbus og handicapkørsel er indtil videre aflyst frem til torsdag kl. 12.00. Flextrafik forsøger at kontakte kunder med forudbestilt kørsel per telefon, lyder det på Midttrafiks hjemmeside.
DSB oplyser desuden, at der tidligst kører tog fra Aarhus mod Aalborg torsdag fra klokken 12.