Elevflugt fra Aarhus-skole: »Der har gået et rygte blandt flere forældre«
Hver femte elev er forsvundet fra Sødalskolen i Brabrand på blot et år, viser helt ny skolestatistik fra Børn og Unge i Aarhus Kommune. Det har fået skoleleder til at igangsætte analyse.
Det var ikke kun ledelsen, som Sødalskolen i Brabrand sagde farvel til i det forgangne skoleår. Det samme var tilfældet med 65 af skolens 306 elever. Det svarer til, at hver femte elev er forsvundet på bare et år, og dermed er Sødalskolen den aarhusianske folkeskole, som oplevede den største procentvise nedgang i skoleåret 2022/2023, fremgår det af en ny statistik fra Børn og Unge.
»At 65 elever skifter skole på et år, det er mange. Vi er bestemt optagede af at være den foretrukne skole i lokalområdet, så derfor er det en udvikling, vi skal have vendt,« fortæller Irina Frello Hansen, som siden september har været Sødalskolens leder.
I april blev hun hentet ind som konstitueret skoleleder til Brabrand-skolen, da den daværende på posten pludseligt meldte sin fratrædelse, og kort tid efter fulgte den daværende udskolingsleder trop. Det skabte en usikkerhed blandt forældre, hvilket ifølge Irina Frello Hansen nok kan forklare en del af elevflugten.
»Der var også andre medarbejdere, som stoppede af helt naturlige årsager, men det faldt sammen med, at de to ledere fratrådte, og det fik sikkert forældre til at tænke: ”hvad er det, der foregår her”,« fortæller Irina Frello Hansen, som ved, at der også har været en konkret historie i omløb.
»Der har gået et rygte blandt flere forældre, om at skolen ville lukke. Forældre har sagt til os, at hvis skolen snart lukkede, så ville de gerne selv have indflydelse på, hvor deres barn skulle gå. Derfor har det været vigtigt for os at melde ud, at skolen ikke lukker.«
Analyse undervejs
Sødalskolen oplever dog ikke kun, at mange forældre flytter deres børn væk. Da det nye skoleår begyndte i august sidste år, var det blot med 13 børn i den nye 0. klasse. Derfor henvendte Irina Frello Hansen sig i september til Børn og Unge i Aarhus Kommune for at få igangsat en analyse, som skal belyse, hvorfor skolen bliver fravalgt.
»Simpelthen for at blive klogere på årsagerne. Der kan være nogle forældre, som har en forudindtagelse af, hvad Sødalskolen er, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Der har vi som skole måske ikke tidligere være gode nok til at kommunikere, hvem vi er,« fortæller skolelederen.
Siden efteråret har forvaltningens analyseenhed interviewet skolebestyrelsen, ledelsen og forældre i indskolingen, imens der er blevet sendt spørgeskemaer ud til forældre, som de seneste fem år har haft børn i Sødalskolens distrikt, da de skulle begynde i skole, men valgte andre skoler i Aarhus Kommune.
»Det kan godt være, at vi kan tænke os til nogle af årsagerne selv, men det er vigtigt for mig, at vi gør brug af data til at få vendt udviklingen,« fortsætter Irina Frello Hansen.
Hun forventer, at analysens resultater er klar i februar.