Fortsæt til indhold

Folkestedet står uden forpagter af cafeen: »Vi risikerer, at brugerne ikke har råd til en kop kaffe«

FO-Aarhus har forladt Folkestedet, og frivillige kræfter holder nu cafeen oven vande.

Aarhus

Medborgerhuset Folkestedet står for øjeblikket uden forpagter af deres café. Det er konsekvensen, efter at FO-Aarhus pr. 1. januar har opsagt deres aftale med Aarhus Kommune om at drive cafeen.

Susanne Brøchner Væring, der er leder af Folkestedet, som holder til på Carls Blochs Gade 28 i midtbyen, bekræfter, at FO-Aarhus har sagt farvel.

»Det er korrekt, at de er stoppet pr. 1. januar.«

Kan du sige noget om grunden hertil?

»Nej, det vil jeg ikke udtale mig om. Det skal du spørge FO-Aarhus om.«

For øjeblikket er det frivillige kræfter, der holder liv i cafeen ved at bage boller og lave kaffe. Der er åbent hver dag fra klokken 9.30-14, og dagens ret bliver bragt til stedet fra Folkehuset i Ankersgade.

Skifte skaber uro

Den midlertidige løsning er en nødvendighed, indtil en ny forpagter er fundet.

»Vi har nogle frivillige, der holder humøret højt og sikrer den gode stemning. Vi er selvfølgelig kede af, at FO er stoppet. Det er anden gang i husets levetid, at vi skal skifte forpagter af cafeen, og det skaber da uro og giver små bølger. Vi er jo et sted, der rummer mange sårbare mennesker, så det er bestemt ikke det fedeste,« siger Susanne Brøchner Væring.

FO-Aarhus overtog driften af cafeen i 2020 og havde en kontrakt, der kunne opsige med to måneders varsel. Folkestedets leder oplyser, at der nu går en proces i gang med at sende opgaven i offentligt udbud. Hvornår en ny forpagter er på plads, er endnu uvist.

»Vi skal finde en, der vil drive cafeen primært som social-økonomisk virksomhed, ligesom FO-Aarhus gjorde. Hvis vi får en kommerciel aktør ind, så risikerer vi, at brugerne ikke har råd til en kop kaffe,« siger Susanne Brøchner Væring.

En socialøkonomisk virksomhed er en privat virksomhed, der driver erhverv med det formål – gennem sit virke og indtjening – at fremme sociale og samfundsgavnlige formål.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FO-Aarhus.