Fortsæt til indhold

Stadig begravet i sne(-henvendelser)

Snestormen giver stadig kommunen rigeligt at se til.

Aarhus

Selvom sneen for længst er smeltet væk fra de aarhusianske gader og stræder, så er aarhusianernes sne-henvendelser stadig noget, som holder Aarhus Kommune travlt beskæftiget.

For sammenlagt har man fået lige godt 1.500 vinterrelaterede henvendelser alene på mail og Borgertip i perioden 3. januar, hvor snestormen ramte Østjylland, og frem til den 25. januar.

Ifølge Tenna Olsen, afdelingsleder i entreprenørenheden i Teknik og Miljø, så er man her godt to uger efter sneen forsvandt kun lige omkring halvvejs i sagsbehandlingen af de mange sne-henvendelser - som skal besvares.

»Når man har henvendt sig til kommunen, så skal man også have et svar. Og det skal alle have - på den ene eller den anden måde. Men i hele den her behandling, kan der også ligge rigtig meget vigtig viden for os,« påpeger hun.

For i en by af Aarhus’ størrelse kan der sagtens være en del ting, der har ændret sig fra sidst, der var sne. Her fortæller afdelingslederen, at de mange henvendelser bl.a. giver et synligt overblik over de steder, hvor der kan være fejl eller mangler i vinterberedskabets rutekort.

»Og nu bliver det lidt teknisk; men det kan jo være, at der er en grundejer, der har fået lukket en adgang ud til et fortov. Hvis man før har haft en havelåge, så har man jo haft grundejerforpligtelsen til at rydde for sne ved fortovet der. Men hvis nu der er nogle nye ejere, der har købt huset, og man har sagt, at man ikke længere vil have en havelåge og har lukket af, hvor den før var, så har man ikke længere adgang til det fortov, og så er det egentlig kommunens forpligtelse at rydde der nu,« siger Tenna Olsen og tilføjer:

»Sådan noget får vi jo ikke nogle oplysninger om. Men det kan så godt blive synligt i en vintersituation, fordi så er der pludselig ikke nogen, der har ryddet der,« siger hun.

Derudover har man også modtaget enormt mange henvendelser om private fællesveje, hvor kommunen ikke har nogen rydningsforpligtelse.

»Der skal man finde ud af, hvad man gør på den vej - men der er der også rigtig meget god dialog i de her henvendelser,« fortæller hun.

Derudover er der også flere spørgsmål, om hvad man som tilstødende grundejer har af forpligtigelse til renhold både sommer og vinter.