Politiet med lummert opråb til indbrudstyve: »Jeg giver dig nænsomt et par håndjern på«
I et forsøg på at varsle øget opmærksomhed på indbrud har Østjyllands Politi lagt en humoristisk besked på Facebook.
»Nu hvor det er Valentinsdag, skal vi to så ikke på en lille date?«
Det kunne lyde som en halv-akavet Tinder-tekst. Men afsenderen er ingen ringere end Østjyllands Politi. På politikredsens Facebook-side har et opslag fra onsdag morgen i skrivende stund høstet over 1.400 reaktioner og flere end 60 kommentarer.
Opslaget er formuleret som et kærligt brev, hvor Østjyllands Politi bejler til indbrudstyven. Det fortsætter med passager som »Jeg tager min fineste blå skjorte på og henter dig i min bil på din adresse« og »Vi fletter fingeraftryk, og så sætter vi os over for hinanden og får en dyb samtale«.
Østjyllands Politi oplyser til Din Avis Aarhus, at det humoristiske opslag skal læses i forlængelse af de seneste par ugers usædvanligt mange indbrud i politikredsen. Og så er det selvfølgelig lavet i anledning af, at onsdag er valentinsdag.
I døgnrapporten fra mandag den 12. februar skriver Østjyllands Politi eksempelvis: »Den forgangne weekend har budt på en lang række anmeldelser om indbrud i caféer og restauranter i det centrale Aarhus« og oplyser, at de har modtaget 24 forskellige anmeldelser om erhvervsindbrud. I samme døgnrapport fremgår det, at der er anmeldt syv indbrud i privat beboelse.
Den kåde indbrudstyv, der har planlagt et ”knæk” valentinsdag kan dog ikke se frem til hverken forret eller hovedret på Østjyllands Politis regning. Til gengæld slutter politiet opslaget med at konstatere, at de er sikre på, »at Byretten er lige noget for dig«.