Fortsæt til indhold

Arrangør forventer, at Aarhus City Halvmarathon bliver udsolgt

Knap 9.000 løbere har købt startnummer til Aarhus City Halvmarathon, som har plads til 12.500 deltagere.

Aarhus
ksa

Startnumrene til årets Aarhus City Halvmarathon bliver revet væk i øjeblikket.

Med knap 9.000 tilmeldte har dobbelt så mange løbere allerede sikret sig et startnummer til de 21,097 kilometer i forhold til sidste år, hvor tallet lå på knap 4.400.

Derfor forventer arrangøren fra Aarhus Motion, at løbet bliver udsolgt for første gang siden 2017. Løbet har plads til 12.500 deltagere.

For første gang siden 2017 forventer Aarhus Motion, at Aarhus City Halvmarathon bliver udsolgt. Pressefoto: Aarhus Motion

»Det er helt vildt, at interessen er så stor allerede nu, og det betyder, at vi har en klar forventning om, at løbet bliver udsolgt. Vi glæder os til at skabe en fantastisk løbefest i hjertet af Aarhus og give deltagerne en oplevelse for livet,« siger Jeanette Boye Sørensen, eventchef hos Aarhus Motion, i en pressemeddelelse.

Det bliver 11. gang, at Aarhus Motion arrangerer halvmaratonløbet i Smilets By. Løbet er kendt for at have masser af underholdningsspots og kæmpe opbakning fra byens borgere.

Startskuddet lyder søndag 16. juni klokken 10.