Fortsæt til indhold

Pesticider i hver tredje drikkevandsboring i Aarhus

Der er fundet pesticidrester i godt hver tredje aarhusianske drikkevandsboring, ifølge opgørelse lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

Aarhus
md

Omtrent hver tredje glas vand, der bliver skænket fra de aarhusianske vandhaner, kommer fra drikkevandsboringer, hvor der er gjort fund af pesticidrester.

Det er konklusionen i en opgørelse lavet af Geus for Danmarks Naturfredningsforening.

Af de 148 drikkevandsboringer i Aarhus Kommune er der i årene 2019 til og med 2023 fundet pesticidrester i 48 boringer. Det svarer til 32 pct. eller godt hver tredje drikkevandsboring.

Opgørelsen kommer, kort tid efter at Danske Regioner har råbt vagt i gevær, da drikkevandet ifølge dem har nået et kritisk punkt. Fænomenet er da også at finde i tæt på alle danske kommuner. Således kan der findes pesticidrester i drikkevandsboringer i 96 af de 98 kommuner i Danmark.

Selvom der kan findes pesticidrester i drikkevandsboringer i Aarhus, overskrider ingen af dem dog grænseværdierne. Men det er ifølge præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, et udtryk for, at der er en uheldig udvikling i gang, som skal vendes:

»Det er både bekymrende og nedslående, at der så ofte bliver fundet pesticidrester i de danske drikkevandsboringer. Tallene understreger, at vi er nødt til at handle nu, hvis udviklingen skal vendes, og hvis de fremtidige generationer også skal have glæde af rent drikkevand,« siger hun.

Til trods for, at der ofte kan findes pesticidrester i drikkevandsboringerne i Aarhus, og at koncentrationen faktisk overskrider grænseværdierne i cirka hver ottende boring på landsplan, er der ingen grund til at være bekymret for at drikke vandet fra vandhanen. Hvis værdierne er for høje, skal vandværkerne nemlig sørge for, at det vand, der når ud til forbrugerne, er i orden. Det gør de ved enten at lave nye boringer, fortynde vandet med renere vand andetstedsfra eller ved selv at rense det.

Drøftelse i grøn trepart

I løbet af foråret skal problemet med det forurenede drikkevand drøftes i den såkaldte grønne trepart, hvor også Danmarks Naturfredningsforening sidder med ved bordet.

Maria Reumert Gjerding ser frem til forhandlingerne, og hun har forslag til løsninger klar:

»Hvis vi skal sikre rent drikkevand til vores børn og børnebørn, er vi nødt til at få beskyttet større, sammenhængende arealer, hvorunder fremtidens drikkevand bliver dannet. Det kan vi gøre ved at etablere grundvandsparker, hvor man hverken må bruge pesticider eller andre giftstoffer.«