Fortsæt til indhold

De huserer, mens du sover - nu har Aarhus fået dobbelt så mange af dem

Den frivillige forening Natteravnene Aarhus har oplevet stor fremgang af medlemmer.

Aarhus

De sløjfer nattesøvnen for at passe på festglade aarhusianere. Og så gør de det i øvrigt helt frivilligt.

Mange genkender nok de karakteristiske gule jakker, der nærmest lyser op i natten. For dem, der gør, er der ingen tvivl om, at det er et hold natteravne fra en af den landsdækkende organisations lokalafdelinger.

Går du i byen i Aarhus C, vil du kunne støde ind en af de lokale natteravne. Og faktisk er der efterhånden rigtig gode chancer for, at netop det sker. For Natteravnene Aarhus kan nemlig meddele, at de har oplevet en stor fremgang i tilslutningen af frivillige natteravne, så korpset nu er på 44 medlemmer.

Jann Lund, der er formand for Aarhus C-afdelingen glæder sig især på den baggrund, at man for bare lidt over et år siden var på et lavpunkt, hvad medlemstal angår.

»Jeg blev formand inde i Aarhus i januar 2023, og der var vi nede omkring 20 medlemmer,« siger Jann Lund, der selv har været natteravn i 19 år, de første mange år i Tilst. I 2018 startede organisationen en afdeling i Aarhus C, og her har Jann Lund været med fra start.

Kondomer og bolsjer

Natteravnene Aarhus har et ønske om at være synlige i nattelivet alle fredage og lørdage. Det var ikke en mulighed, da afdelingen manglede medlemmer. Det er, ifølge Jann Lund, nemlig et ufravigeligt krav, at natteravnene går i grupper i af tre medlemmer. Meget gerne med en blanding af mænd og kvinder.

»Vi oplever mange unge mennesker, der gerne vil snakke og have taget billeder med os. De ved, at vi har kondomer i den ene lomme og bolsjer i den anden,« fortæller Jann Lund, der forklarer, at det for de fleste er lidt nemmere at spørge en natteravn om et kondom end ens forældre.

Under og efter corona-pandemien havde Natteravnene Aarhus trange kår, men nu er afdelingen altså kommet godt efter det.

Forældre og efterlønnere

Formålet med at gå i Aarhus’ gader og stræder i timerne omkring midnat er at være en hjælp for de festende aarhusianere. Natteravnene hjælper eksempelvis dem, der har fået en tår over tørsten og dem, der er kommet til skade. Og så vil de også gerne være med til at forebygge drukneulykker.

De frivillige natteravne udgøres ifølge Jann Lund af groft sagt tre typer mennesker.

»Der er ”Tordenskjolds soldater” ligesom jeg selv. Og så er der dem, der selv har børn, der går i byen, eller bekendte med børn i den aldersgruppe,« siger han og fortsætter:

»Og så er der de ældre, som kan være pensionister eller efterlønnere.«

Faktisk har Natteravnene Aarhus Danmarks ældste natteravn. 91 år er nemlig åbenbart ingen forhindring for at tage en tjans i nattelivet.