Fortsæt til indhold

To år efter Cobraens dødsulykke står ny rutsjebane klar i Tivoli Friheden

Tivoli Frihedens nye rutsjebane, Vindfald, åbner den 18. maj. Direktør Henrik Ragborg Olesen er begejstret efter den testkørsel, han fik for nylig, og er helt tryg ved dens sikkerhed.

Aarhus

Med et fald på 20 meter, en topfart på 72 km/t. og et loop samt adskillige såkaldte proptrækker-sving er det ifølge Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, en rutsjebane med »fuld knald på adrenalinen,« som han i denne måned kan invitere parkens gæster op i.

Vindfald er navnet, og ifølge tivoli-direktøren lever den godt 300 meter lange rutsjebane helt op til det.

»Den er – præcis som vi havde forventet – en meget intensiv tur. Det er virkelig en fed oplevelse. Så snart man ruller ud fra perronen, bliver man hevet 23 meter lodret op i luften. Der kan man ligesom med det samme mærke, at man får kroppen presset tilbage i sædet. Fra toppen ryger man så ned mod jorden, hvilket ikke sker i 90 grader – men i et mere end lodret fald,« forklarer Henrik Ragborg Olesen.

Og han ved, hvad parkens modige gæster inden længe kan forvente. For han har i den forgangne uge været om bord på den allerførste testtur med mennesker. Før det var Vindfald kun blevet testet med vandfyldte dukker, der fungerede som testpiloter. Omkring 400 ture er det blevet til for at sikre, at det hele spiller, inden rutsjebanen den 18. maj åbner for offentligheden, og tivoli-direktøren slår fast, at der ikke har været grund til bekymring.

»Den er helt sikker,« siger han flere gange.

Kort efter at Vindfalds gæster er kørt ud på rutsjebanen, bliver de udsat for et fald, som er mere end lodret. Foto: Tivoli Friheden

Nedrivning efter dødsfald

At der er fokus på netop sikkerheden, er selvfølgelig ikke uvant i en park, som gerne vil tilbyde vilde forlystelser, men i dette tilfælde har Henrik Ragborg Olesen en ekstra god grund til at gøre opmærksom på det:

»Vi kan godt lide at vide, at den er så sikker, som den overhovedet kan være. Ikke mindst på baggrund af vores historik med Cobraen kan vi ikke vægte det højt nok, at vi har så meget styr på sikkerheden, som man overhovedet kan have.«

Det er nemlig Cobraen, som Vindfald erstatter i Tivoli Friheden, hvilket sker på den mest triste baggrund, man kan forestille sig. I sommeren 2022 kostede den gamle rutsjebane således en 14-årig pige livet. Det skete i en ulykke, hvor hun blev klemt i en vogn, imens en anden person kom lettere til skade. 14 år forinden var den selvsamme rutsjebane også hovedperson i en voldsom ulykke. Her fik fire personer flere alvorlige brud.

Få dage efter dødsulykken for to år siden besluttede Tivoli Friheden, at Cobraen skulle rives ned. Med den tragedie i bagagen var det derfor ikke en let opgave at finde en afløser, fortæller Henrik Ragborg Olesen.

»Vi har været ude at indhente inspiration rundtomkring i verden for at finde ud af, hvad vi kunne få lov at købe. Da vi præsenterede det for parkens bestyrelse, fik vi at vide, at der kun var et kriterie: ”I tager den, som er mest efterprøvet og sikker af dem allesammen,” lød beskeden. Derfor faldt valget på denne her bane,« fortæller han og oplyser, at der findes omkring 30 rutsjebaner, som i princippet er magen til Vindfald.

»De første blev sat op i 2004, og der har ikke været nogen personskader i alle årene, de har kørt,« tilføjer direktøren.

Den nye rutsjebane blev de første mange gange testkørt med vanddukker, før tivolidirektør Henrik Ragborg Olesen fik banens første tur med mennesker. Foto: Tivoli Friheden

Dobbelt godkendelse

I Aarhus mangler der blot at blive klargjort få ting, før Vindfald kan byde de første tivoli-gæster med om bord senere i denne måned. Det drejer sig om forskellige hegn omkring banen og andre detaljer, som skal være på plads for at opnå den formelle sikkerhedsgodkendelse, oplyser Henrik Ragborg Olesen.

»Først får den en Tüv-godkendelse, som betyder, at den lever op til tysk standard for kvalitet og sikkerhed. Det er egentlig ikke noget, som har betydning i Danmark, men vi bruger det i danske parker, når vi laver store forlystelser som en ekstra sikkerhed. Derefter kommer de danske myndigheder for at godkende den,« fortæller Henrik Ragborg Olesen.

Med det, der skete med Cobraen, er du så helt tryg ved, at den nye rutsjebane er sikker?

»Det er jeg hundrede procent. Mine børn og de personer, jeg har allerkærest i verden, får lov til at køre i den. Vi har jo med vilje valgt den her rutsjebane ud fra, at det ikke er den nyeste, topmoderne teknologi, men til gengæld er en meget afprøvet teknologi.«