Fortsæt til indhold

Omkørsel ved motorvejskryds kan give myldretidskøer

Fra 2. juni til 14. juli må flere af de trafikanter, der er vant til at benytte Motorvejskryds Aarhus Vest, ud på en mindre omkørsel, når Vejdirektoratet spærrer for tre af motorvejsramperne.

Aarhus
ksa

Som den opmærksomme motorvejsbilst nok er bevidst om er Vejdirektoratet i fuld gang med udvidelsen af E45 Østjyske Motorvej og har netop sat gang i ombygningen af det store motorvejskryds ved Aarhus Vest.

Her skal alle til- og frakørsler samt forbindelsesramperne til Herningmotorvejen udvides, og i den forbindelse er det nødvendigt at spærre for tre af ramperne.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

»Vi forsøger at holde trafikken kørende på motorvejen, mens vi bygger, men på grund af særligt snævre forhold, er vi i en periode nødt til at spærre for nogle af ramperne. Det vil stadig være muligt at komme igennem krydset, men trafikanterne må ud på en mindre omkørsel. Vi opfordrer til, at man finder lidt ekstra tålmodighed frem og måske får genopfrisket, hvordan man kører i en tosporet rundkørsel,« siger projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen og henviser til omkørselsruterne.

Spærringer og omkørselsruter ved Aarhus Vest og Herningmotorvejen fra 2. juni til 14. juli. Den blå rute illustrerer omkørselsruten fra Logistikparken og Transportcenteret i Brabrand. Der vil være skiltet for omkørslen. Grøn rute er omkørselsrute via Harlev-afkørslen. Kort: Vejdirektoratet

Trafikale konsekvenser

Fra den 2. juni til den 14. juli 2024 spærrer Vejdirektoratet for følgende motorvejsramper:

  • På E45 i nordgående retning lukker rampen til Herningmotorvejen mod Herning
  • På Herningmotorvejen i østgående retning lukker rampen til E45 mod Aalborg

Her må trafikanter i perioden ud på en omkørselsrute gennem Logistikparken og Transportcenteret i Brabrand. Der vil være skiltet for omkørslen.

  • På E45 i sydgående retning lukker rampen til Herningmotorvejen mod Aarhus

Her må trafikanter i perioden ud på en omkørselsrute via afkørsel <21> Harlev på Herningmotorvejen.

Der må forventes kødannelse i myldretiden samt lidt forlænget rejsetid på grund af omkørsel.