Se billederne: Aarhus' nye højhus har nået toppen
Akson, Aarhus' nye erhvervshøjhus, har rundet en vigtig milepæl, som torsdag blev fejret på Sydhavnen i Aarhus.
Det var ikke højdeskræk, man skulle lide af, hvis man torsdag deltog i det rejsegilde, som fandt sted på Sydhavnen i Aarhus. For her blev det markeret, at områdets nye højhus, Akson, som kommer til at rumme flere virksomheder, havde nået sin højde. Råhuset står således færdigt, og tagkonstruktionen er monteret. Rejsegildet blev holdt på jorden, men alle deltagere havde mulighed for at tage elevatoren op til toppen - altså i 114 meters højde.
Det skriver A. Enggaard, som står bag opførelsen af Akson, i en pressemeddelelse.
Akson bliver en væsentlig del af den nye erhvervs- og kulturbydel Sydhavnskvarteret. En bydel, der udvikler sig med hastige skridt i disse år.
Det nye højhus ventes at stå klar til indflytning 1. august næste år. Alle kontoretager er udlejet til virksomhederne Kromann Reumert, AART, Clearwatcher og Hildebrandt & Brandi, BioMar, Danske Commodities, Innovationsfonden og Niras.
»Det er fantastisk, at vi nu er et skridt nærmere at kunne se de kommende lejere tage Akson i brug. Akson har fra starten været omgærdet af en meget stor interesse, og det vidner jo både om, at vi har skabt et koncept, der er attraktivt, men i høj grad også om at virksomhederne kan se sig selv i visionerne for hele Sydhavnskvarteret, der bliver et dynamisk samlingspunkt for erhverv, kunst og kultur,« siger salgs- og udviklingschef i A. Enggaard, Peter Thorsgaard, i pressemeddelelsen.
Sydhavnskvarteret vil foruden Akson i fremtiden udgøres af blandt andet de to hoteller Guldsmeden Hotels og Moxy samt nye lokaler til spillestedet Train og Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA, Lifestyle & Design Cluster samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.
Næste milepæl er grundstensnedlæggelse på bygningen, der skal huse Guldsmeden Hotels. Det sker på den anden side af sommerferien, fremgår det af pressemeddelelsen.