Rådmand om museumsprojekt: »Ikke rettidig omhu«
Nyt vikingemuseum midt i Aarhus får en lunken modtagelse hos SF, mens V og S er mere venligt stemte over for idéen.
Et vikingemuseum, placeret midt i Aarhus. International klasse og et forventet prisskilt på over en halv mia. kr.
Det er, hvad Aarhus Kommune sammen med Moesgaard Museum arbejder hen imod at få bygget som en ny attraktion lige ved byens domkirke.
Mandag kunne rådmændene Nicolaj Bang (K), Teknik og Miljø, og Rabih Azad-Ahmad (R), Kultur og Borgerservice, bekendtgøre, at man ønsker at afsætte 8,3 mio. kr. i 2025-budgettet til forundersøgelser, inden projektet kan gå videre.
På Din Avis Aarhus Onsdags sociale medier har planerne om vikingemuseet fyldt de seneste dage, og her stiller flere aarhusianere spørgsmålstegn ved, hvordan kommunen kan bruge så mange penge på et nyt museum, mens folkeskolerne får med sparekniven.
For dyrt
Spørger man politisk leder for SF i Aarhus og rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, er visionen om et vikingemuseum i midtbyen »smuk«.
Dog hæfter han sig ved - i lighed med flere af Din Avis Aarhus Onsdags læsere - at det er rigtig mange penge at bruge i en tid, hvor kernevelfærden fattes penge.
»Vi synes det lyder meget dyrt i en tid, hvor der er mange vigtigere områder, der har brug for penge,« siger Thomas Medom.
Han kalder det tankevækkende, at Radikale Venstre og De Konservative går ud med forslaget om at afsætte kommunale millioner samme dag, som det konstateres, at der mangler et trecifret millionbeløb i den aarhusianske folkeskole.
»Min prioritering er helt klart kernevelfærden. Det vigtigste for kommunen er at sikre den omsorg, der er brug for til vores børn, vores gamle og vores handicappede. Og lige nu er der for store huller til, at jeg mener, vi kan kaste os over nye store projekter,« siger Thomas Medom.
Ifølge ham har byen allerede tre museer i verdensklasse, der har planer om et fjerde naturhistorisk ét af slagsen.
»Nu vil man så lave et femte, og det mener jeg ikke er rettidig omhu. Som udgangspunkt synes vi, det er for dyrt,« siger Thomas Medom.
Teknik og Miljø oplyser til Din Avis Aarhus Onsdag, at et eventuelt kommende vikingemuseum vil skulle finansieres primært via fondsmidler og sponsorer.
Mere klarhed
Hos Venstres politiske ordfører i Aarhus, Mathilde Hjort Bressum, er det til at få øje på den gode idé i et nyt vikingemuseum. Men det er også til at få øje på de forbehold, der bør tages.
»Vi synes, det er rigtig fint, at vi holder fast i vores historie, ligesom da Venstre stod i spidsen for at få vikingefigurer i vores lysreguleringer ved fodgængerovergange,« siger hun, inden hun efterlyser meget mere klarhed over, hvor de mange millioner skal tages fra.
»Når man taler om mange millioner til et vikingemuseum, er det måske mere en god idé end en reel idé.«
Mathilde Hjort Bressum forstår ligeledes de af Din Avis Aarhus Onsdags læsere, der undrer sig over prioriteringen af penge:
»Det forstår jeg helt bestemt. Det her er en spændende idé, men det virker lidt vildt, at man på den ene side vil lave så stort et projekt, men ikke pege på, hvor pengene skal komme fra, og på den anden side har man en folkeskole, som bløder, og ældre, der har brug for flere penge.«
Store bekymringer
Hendes byrådskollega Lone Hindø (S) er noget mere begejstret for idéen om et nyt museum, som en analyse vurderer har potentiale til at tiltrække mellem 320.000 og 390.000 gæster årligt.
»Vi synes, det er rigtig, rigtig spændende, og vi er sikre på, at det bliver en stor attraktion,« siger Lone Hindø, der er overbevist om, at museet vil kunne tiltrække turister fra hele Europa.
I forhold til de kritiske røster om, hvordan man kan prioritere så mange penge til et museum, mens folkeskolen fattes penge, har Lone Hindø et historisk perspektiv på det:
»Det forstår jeg udmærket, og det er jo også de overvejelser, vi selv går med. Det her skal under ingen omstændigheder finansieres af penge fra skole- eller ældreområdet. Det var samme store bekymringer, vi havde, da vi byggede Musikhuset og Aros.«
Lone Hindø er dog af den overbevisning, at det ikke vil være et problem at skaffe ekstern finansiering til en stor del af den pengekage, der skal til for at få projektet om et nyt vikingemuseum realiseret.
»Med et projekt af denne størrelse og med det her indhold vil det ikke være svært at finde sponsorer til, det tror vi ikke,« siger hun.
Hun forudser desuden, at netop folkeskolen og ældreområdet vil få et løft i de kommende budgetforhandlinger for næste år.