Trods regnvejr nåede DHL Stafetten i Aarhus stor milepæl
For første gang nogensinde deltog over 50.000 mennesker i DHL Stafetten i Aarhus.
DHL Stafetten i Aarhus var en våd en af slagsen i år, men selvom det sikkert snildt kunne have givet anledning til nemme afbud, så var opbakningen enorm.
For første gang nogensinde passerede deltagertallet således 50.000, da helt nøjagtigt 50.027 mennesker spænede, løb, joggede, slentrede eller gik rundt i Mindeparken fra tirsdag til torsdag, hvor stafetten blev gennemført for 42. gang i Aarhus.
Det oplyser Aarhus Motion, som arrangerer DHL Stafetten i Aarhus, i en pressemeddelelse.
»Jeg synes, Aarhus kan være rigtig stolt af sig selv. Det fortæller altså rigtig meget om en by, at der er så stor opbakning til et arrangement som DHL Stafetten år efter år,« siger Jeanette Boye Sørensen, eventchef hos Aarhus Motion, i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Det kan godt være, at vi i Aarhus Motion laver rammerne og gør det nemt at deltage, men det ville jo ingenting være værd, hvis ikke der var den helt enorme opbakning, som der er i Aarhus. Og det er bare helt utroligt fantastisk at opleve.«
DHL Stafetten bød som altid på 5 kilometers holdstafet, hvor mere end 800 virksomheder konkurrerede mod hinanden – og sig selv - om at blive de hurtigste. Derudover var der selvfølgelig også muligheden for en lidt roligere tur på gåben rundt i og omkring Mindeparken til DHL Walk.
I alt blev der i løbet af de tre dage tilbagelagt mere end 285.000 kilometer, og DHL Stafetten. Alle tider fra både DHL Stafetten og DHL Walk kan ses på Aarhus Motions hjemmeside.
I 2025 vender DHL Stafetten tilbage, hvilket sker fra 19.-21. august i Mindeparken.