Populær græker genåbner restaurant: Ejerens model-søn twister menukortet
Det er en fin balance, når far og søn skal arbejde tæt sammen, fortæller restaurantejer.
Sevag Aharounian havde med egne ord kun en pose i hånden, da han i 1990 kom til Danmark fra Grækenland.
I dag ejer han et spisested på Trøjborg i Aarhus og en restaurant i Egå, begge med navnet Sevags Grækeren. Restauranten i Egå har dog kørt på lavt blus de seneste to år, hvor restauranten har været lukket undtagen for selskaber.
Nu, 1. september, genåbner den populære restaurant, og Sevag Aharounian er atter klar til at tage imod (stam)kunder på Skæring Strandvej i Egå.
Ifølge den 53-årige restaurantejer er Grækenland lig med gæstfrihed, livsglæde og det enkle liv, og det skal gerne kunne mærkes, hvis man besøger hans restaurant.
»Det her er ikke bare en restaurant. Det er vores stue. Vi skal være til stede, og når folk kommer ind, skal de føle sig velkomne. Det betyder meget. Vi stræber virkelig efter at være personlige, så det er en hel oplevelse. Vi vil gerne give glæde til vores gæster. Du kommer ikke kun for maden, du kommer også for at hilse, og det holder vi også af,« siger Sevag Aharounian.
A family affair
Han er gift med danske Anne Christine og sammen har parret tre børn, to døtre og en søn. Alle i familien giver en hånd med, når det er nødvendigt.
»Når du er selvstændig, er familien involveret, specielt i den græske kultur. Når du er selvstændig, er det ikke en investering. Det er kærlighed, det er passion,« siger Sevag Aharounian.
For hans søn, 24-årige Garo, er Sevags Grækeren et fuldtidsjob, og Garo Aharounian er på flere måder med til at sætte sit præg på familieforetagendet.
»Jeg startede som helt lille med at cykle hen til Sevags i Egå efter skole. Med tiden lærte jeg de autentiske, originale, græske retter, og dem kan jeg fra bunden. Men jeg kan godt være den lidt mere vovede. ”Skal vi prøve også at sætte det her på menukortet, eller skal vi lige køre det her i en måned og se, hvordan det går?” Nogle gange skal jeg trække lidt for at få idéerne igennem,« siger Garo Aharounian.
Garo Aharounian er høj, slank og har grønne øjne, og mikset mellem græsk og dansk har i dette tilfælde ført til en modelkarriere ved Smash Agency. Det er dog begrænset, hvor meget tid Garo Aharounian kan investere i livet som model, for han har travlt med at arbejde sammen med sin far. Og det er en særlig disciplin, forstår man.
»Det er et samarbejde og en balance, der skal respekteres. Måske sidder vi og griner det ene øjeblik, og så har vi pludseligt fuld hus. Så er det arbejde. Det er hårdt at samarbejde på den måde, fordi det er også min lille dreng, og jeg er hans papa. Gudskelov har vi fundet en formular der fungerer,« siger Sevag Aharounian.
Han medgiver, at han nogle gange har brug for et lille puf for at forny sig.
»Måske skal der skiftes en ret, og det er der, Garo kommer ind i billedet. Vi lærer fra hinanden. Han lærer fra mig, fra min erfaring, og jeg lærer fra ham med hans nye ideer i forhold til retterne. I forhold til hvordan vi skal krydre dem, eller om vi skal sætte nogle nye retter på menukortet. Og balancen er vigtig, for vi kan ikke lave det for moderne eller lave vores ting for meget om. Det skal være det originale, simple græske køkken,« siger han.
»Nogle gange er jeg lidt for meget, og andre gange er han lidt for tilbageholdende, men så finder vi en god middelvej,« supplerer Garo Aharounian.
Ifølge Sevag Aharounian var det en blanding af corona-efterdønninger og personalemangel, der gjorde at Sevags Grækeren i Egå nær lukkede i 2022. Han glæder sig til at åbne restauranten igen, selvom han godt ved, det bliver hårdt arbejde.
»I de to år vi har haft lukket, har jeg fået mange, mange mails, beskeder og telefonopkald, hvor folk spurgte, hvornår vi åbnede igen. Nu ringer de og siger, at de er så glade for, at restauranten kommer igen. Så jeg har en god fornemmelse. Men jeg tager ikke kunderne for givet. Vi skal være ydmyge og taknemmelige.«