Fortsæt til indhold

Utilregnelig og udadreagerende - men Alex er fanget til 2026

Et nyt tilbud til personer med dobbeltdiagnoser er først helt klar om flere år. Ekspert er allerede skeptisk på vegne af de allermest udsatte og kronisk syge.

Aarhus
jro

Det er blevet nævnt igen og igen som en del af løsningen på udfordringen med at skabe et sammenhængende behandlingstilbud til samfundets allermest udsatte.

Den gradvise indfasning af et nyt dobbeltdiagnosetilbud i psykiatrien er i gang. Men det kommer til at tage flere år, før det er fuldt indfaset og på papiret klar til de udsatte, der ikke allerede er i et behandlingsforløb i psykiatrien, viser implementeringsplanen, som TV2 Østjylland har set.

»Jeg har nogle psykiatriske diagnoser, som psykiatrien er nødt til at hjælpe mig med,« konstaterer Alex Aria Zelina Balógh.

Hun lider af ADHD og en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, der sammen med et massivt pillemisbrug gør hende utilregnelig og udadreagerende.

Dobbeltdiagnosetilbuddet er i princippet er målrettet til borgere som hende. Men det bliver i hendes tilfælde tidligst om nogle år.

For ifølge implementeringsplanen åbnes der i Region Midtjylland først fra juli 2026 for patienter, som ikke allerede er i behandling i psykiatrien.

Ikke flere behandlinger

Og det er Alex Balógh ikke. Hun er i øjeblikket indlogeret i et botilbud i Aarhus, hvor både hun og kommunen håber, hun på et tidspunkt får så meget ro på, at hun kan startes op i misbrugsbehandling.

Til gengæld har psykiatrien i Region Midtjylland meddelt hende, at alle behandlingsmuligheder for nu er udtømte.

»I den konkrete sag har vi vurderet, at patienten er bedre hjulpet i kommunens tilbud og ikke har nogen behandlelig psykiatrisk lidelse,« har lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Midtjylland, Jakob Paludan, tidligere sagt.

TV2 Østjylland har fulgt Alex Balógh i mere end et år.

I efteråret 2023 udkom dokumentaren ’Hvem skal redde Alex?’, som viste, hvordan hun måtte gå fra dør til dør i det, ifølge flere eksperter, alt for opdelte behandlingssystem i Danmark.

Sundhedsminister Sophie Løhde sagde i den forbindelse, at mennesker med et behandlingskrævende misbrug og psykiske lidelser i for mange år ikke har fået den nødvendige hjælp.

Og hun fremhævede også aftalen om de kommende dobbeltdiagnosetilbud.

Men én ting er tidshorisonten. Alex Balóghs sag viser også, at systemet - dobbeltdiagnosetilbud eller ej - under alle omstændigheder ikke er gearet til de allersvageste socialt udsatte, mener en ekspert.

»Når vi taler om randgruppen af alvorligt psykisk syge og kroniske patienter, så har de brug for meget erfarne mennesker, der ikke har ambitioner om at helbrede dem, men som skaber et roligt miljø omkring dem over lang tid i hverdagen. Og den form for ekspertise er ikke opbygget i psykiatrien,« siger Niels Peter Rygaard, der er psykolog og ekspert i omsorgssvigt.

Dobbeltdiagnoseilbuddet er tiltænkt de 9000 mest udsatte borgere i Danmark og er et resultat af den tiårs-plan for psykiatrien, som regeringen vedtog i 2022.