Minde-arrangement for Merle overgik alle forventninger og udløser kæmpe kram fra hendes familie
Syge og sorgramte børn kan se frem til stor donation efter velgørenhedsarrangement til ære for Merle, der døde af kræft som 15-årig.
For to år siden indsamlede Henrik Pilgaard 75.000 kroner til børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Det skete ved et velgørenhedsarrangement ved hans firma, Hinnerup Bilcenter, hvor gæsterne betalte 150 kroner for at få en køretur i en luksusbil.
For nylig gentog han arrangementet og håbede at kunne rejse et tilsvarende beløb til børneafdelingen samt organisationen Skyggebørn. Skyggebørn støtter børn og unge, der har mistet en forælder eller lever med en forælder med en livstruende sygdom.
»Jeg havde et lille håb om at runde 100.000 kroner, som er et magisk tal, men vi er nu ved at runde 175.000 kroner. Det havde jeg aldrig drømt om, og jeg får gåsehud bare ved tanken. Det er fuldstændigt sindssygt,« siger bilmanden fire dage efter eventen.
Rift om Lamborghini
Ligesom sidste gang havde Henrik Pilgaard fået en række bilentusiaster til at komme og køre gæsterne en tur fra hans virksomhed og igennem Søften til rundkørslen ved motorvejen og retur.
»Der stod folk i Søften og tog billeder og gav thumps up. Det var helt vildt.«
I alt 19 biler fra nær og fjern deltog i arrangementet, heriblandt hans egen Audi R8, en rød Ferrari og en Lamborghini, der var særlig rift om at komme ud at prøve. Flere af luksusbilerne kørte flere hundrede kilometer, og chaufførerne betalte selv brændstof og donerede ubeskåret indtægterne til formålet.
»Der var hele tiden to timers kø til Lamborghinien, men vi blev enige om, at den ikke skulle koste mere at få en tur i, end de andre biler, så alle havde råd til det. Så måtte folk vente i kø, og det var de gode til,« fortæller Henrik Pilgaard.
Et par af bilejerne kendte han overhovedet ikke noget til, før de stod der på dagen og tilbød deres hjælp. Det gjaldt blandt andet en mand i en Corvette, der havde læst avisens artikel om Merle fra Hinnerup, der døde af kræft som 15-årig. Henrik Pilgaard var fodboldtræner for Merle, og det er på grund af hende, han nu har afholdt to events til fordel for syge og sorgramte børn og unge.
Gør en kæmpe forskel
Allerede inden selve arrangementet havde indsamlingen i år rundet 40.000 kroner, og bagefter bliver der ved med at komme donationer. Lokale firmaer stillede op og solgte kage, kaffe, pølser, slushice, popcorn og italiensk is, og der blev afholdt en lille auktion over forskellige ting.
»Jeg ville overhovedet ikke kunne gøre det her uden hjælp fra en masse frivillige. Jeg tror, det betyder rigtig meget for folk, at alle indtægter går ubeskåret til de to velgørende formål – og pengene kommer til at gøre en kæmpe forskel. Tilfældigvis kom jeg selv til at køre en tur med en dreng, der har sukkersyge i en svær grad og har været indlagt flere gange på børneafdelingen i Skejby. Både før og efter det første velgørenhedsarrangement, hvor pengene blev brugt til at købe 16 fjernsyn til stuerne på børneafdelingen. Før der kom fjernsyn, var maden dagens højdepunkt, men bagefter kunne han nu se fjernsyn og caste alt det, han gerne ville se, og det havde haft en stor betydning for ham.«
Turen med den sukkersyge dreng gjorde Henrik Pilgaard glad, og efterfølgende har han fået en besked fra Merles mor, Anja Birkefeldt, som gik lige i hjertet og lidt til.
»Hun har skrevet den flotteste besked på min væg, og jeg brød simpelthen sammen, da jeg læste den.«
I beskeden skriver Anja Birkefeldt blandt andet, at Merle var bange for at blive glemt, og at Henrik Pilgaard med sit arrangement er med til, at hun bliver husket.