»Jeg gør det her for at give min datter en stemme og ære min mor«
Lev Aarhus er en af fem nominerede til Idun-prisen. Som så mange andre i foreningen har Joke Habben haft og har udviklingshandicap tæt inde på livet.
Stem på din favorit til Idun-prisen nederst i artiklen.
Joke Habben er forperson for Lev Aarhus, der er en af fem nominerede til Idun-prisen.
Den 64-årige jordemoder, som er født og opvokset i Tyskland, men som har boet i Danmark de seneste mange år, kom med i Lev Aarhus’ frivillige arbejde, fordi hun har en datter med et udviklingshandicap og altid har haft det tæt inde på livet.
»Min datter har en meget sjælden medfødt gen-fejl, der ændrer hendes nerver og hendes hjerne. Det er noget, der udvikler sig langsomt, og vi fandt først ud af det, da hun var 10 år, hvor hun så siden langsomt har mistet sine færdigheder. I dag er hun 35 år og lever et godt liv på et bocenter i Tranbjerg,« siger Joke Habben.
Joke Habben er nærmest født ind i familie med handicap, da hendes mor fik polio kort efter, hun fødte Joke Habben.
»Hun mistede førligheden i benene og i den ene arm, men det lagde vi næsten ikke mærke til dengang, for hun var sej og ville ikke behandles anderledes. Hun fik både en studentereksamen, læste psykologi og endte i en god stilling som ombudsmand med en enorm gennenslagskraft,« forklarer Joke Habben og tilføjer:
»Så grunden til, at jeg er engageret i Lev, er, først og fremmest for at give min datter en stemme, men også for at ære min mor.«
Påvirker politisk system
Lev kæmper for et godt liv for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende og forsøger at påvirke det politiske system i forhold til budgetter og livsvilkår.
»Vi er ofte i dialog med byrådspolitikerne, for der er store udfordringer på socialområdet generelt, og vi begynder jo at konkurrere mellem hinanden, fordi der er børn i mistrivsel, og der er kommer flere ældre. Der er det vigtigt, at vi ikke bliver glemt. Udviklingshæmmede er jo mennesker som dig og mig, men har ikke altid ord, men har så mange andre egenskaber,« fastslår hun.
Hvad betyder det så for dig, at Lev Aarhus er nomineret til Idun-prisen?
»Det betyder utrolig meget, for det giver en nødvendig synlighed. Vi føler os set, og der er kærlighed i den pris, synes jeg. Det er jeg virkelig glad for. Vi har generelt brug for mere kærligheden, der skal bærer de debatter, vi har. Der er for meget vrede, og det ødelægger gode demokratiske debatter og beslutninger. Det kan ikke nytte noget, at vi råber af hinanden i forsøget på at løse virkelig store velfærdsmæssige problematikker,« siger Joke Habben.