Fortsæt til indhold

60 år: Thomas Helmig har lukket døre, for at verden ku' blive større

Vi kender ham som en glad dreng fra Smilets By. Indeni kæmper han med sig selv og en dyb sorg over tabet af sin søn. Thomas Helmig er kommet videre ved at lukke døren til sit alkoholmisbrug og åbne op for sorgen ved at synge den ud på et nyt album. Trods udfordringerne skinner han som en stjerne, der med et uovertruffet bagkatalog skriver musikhistorie.

Aarhus

Thomas Helmig fylder 60 år d. 15. oktober, og han har for længst sømmet sit navn ind i den danske musikhistorie som ham, der har begået hit efter hit efter hit i mere end 40 år.

I disse dage fylder han igen overskrifterne – ikke på grund af sin fødselsdag – men med nye numre om sorgen over sønnen Hugos chokerende dødsfald.

I dagene efter det var sket, gik den sønderknuste far i sit studie og spillede sig frem til syv stille numre.

Dybt inde i mit hjerte

Thomas Helmig var som mange gange før sammen med sønnen i hans lejlighed ved Sortedams Sø i København, da den 24-åriges hjerte holdt op med at slå. Musikerens bedste middel til mental overlevelse af det værste, der kan overgå forældre, var at forsvinde ind i musikken og flå sit hjerte ud i det univers.

»Syng for din egen skyld, syng for livet, syng om smerten,« er nogle af de ord, Thomas Helmig har sat på tabet, sorgen og savnet i albummet ”Sortedam”.

Thomas Helmig spillede i Ceres Arena i marts sidste år. Der sang han "Dybt Inde I Mit Hjerte" til ære for Hugo Helmig. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Da sangeren deltog i et af sine efterhånden sjældne interviews sidste år hos TV Glad, svarede han på, hvad han savner mest ved Hugo:

»Alt – jeg savner alt ved Hugo.«

Nyheden om ”Sortedam” deler musikeren via de sociale medier. Han holder en pause fra de mere traditionelle – og giver ifølge sin manager ingen interviews om hverken sin fødselsdag eller ”Sortedam”.

Til avisen siger han dog, at han er helt afslappet med at fylde 60 år:

»Jeg har det vældig godt med at blive 60, jeg mærker ikke nogen forskel. Det eneste, jeg syntes var svært, var, da jeg blev 30 år. Alle de andre runde fødselsdage har været fine,« smiler han overbevisende, da vi mødte ham sammen med hans kone ved premieren på ”Børnene fra Sølvgade” forleden.

Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen var glade og stolte over "Børnene fra Sølvgade" ved forpremieren lørdag d. 5. oktober. Deres niece Clara Toft Simonsen var også med. Foto: Tahmasbi
Der var masser af kram og kærlighed ved premieren for filmen "Børnene fra Sølvgade", som Thomas Helmig har skrevet en catchy børnesang til. Foto: Tahmasbi

Thomas Helmig stikker ikke af fra sin alder eller sin fødselsdag, når han tager familien under armen og smutter til Thailand. Der er tale om en tiltrængt ferie efter hårdt arbejde med udgivelsen af ”Sortedam” og Renée Toft Simonsens nye bog og film.

»Fødselsdagen skal fejres helt småt med de allernærmeste – børn, svigerbørn og børnebørn,« siger hun, der har ligget vandret.

Mens de holder fri, ser vi tilbage på den populære fødselars historie sammen med en række kolleger og familiemedlemmer, der alle sender masser af roser for både hans arbejde og hans måde at være på.

Tommy Boy

Historien om den musik, der har gjort ham til en ultimativ musikstjerne, begyndte i midten af 1980’erne. Teenageren Thomas Helmig dukkede op som ud af det blå og indtog den aarhusianske musikscene, som om han var skabt til det. Pigerne tabte på stedet deres hjerter til den glade Aarhus-dreng, så hvis man ledte efter en pige, skulle man bare gå til en af hans koncerter.

Thomas Helmig er født i Egå og gjorde sin entre på den danske musikscene som 18-årig. Arkivfoto: Mads Winther

Det siger komikeren Lars Hjortshøj i DR’s tv-dokumentar ”Miraklet i Aarhus”. Den handler om de år, hvor det ene musikalske stjerneskud efter det andet blev skudt ud af Smilets By.

Bassisten i Elevatordrengene, Jesper Mardahl, husker, at der kom to til audition, da bandet søgte en ny forsanger. Der var ingen tvivl om den enes store talent. Det afholdt ikke et par bandmedlemmer for at være i tvivl, om han var den rette. Men han blev valgt, og de blev klogere.

Navnet var Thomas Helmig.

Den nye unge og usikre fyr, der ifølge Jesper Mardahl – som i dag leder af Promus, et kompetencecenter for musiklivet – var meget tæt på at kravle ind i en stortromme ved første koncert, kom hurtigt til at eje scenen.

Stod og bankede på

»Han indtog scenen med den største naturlighed, som om han aldrig havde lavet andet. Han var en slags naturtalent. Det så de på Genlyd, som straks skrev kontrakt med ham,« husker trommeslageren Mads Michelsen, der lagde den rytmiske bund på den unge Helmigs første album.

»Thomas Helmig var fascinerende, fordi han havde så meget at byde på. Han havde lyttet til sort amerikanske musik og forvaltede det,« mener Mads Michelsen.

Det tog ikke mange øjeblikke, før pigerne tabte deres hjerter til den unge Thomas Helmig. Arkivfoto: Erik Kragh

Den 18-årige og mindre bemidlede sanger havde en ven, der forærede ham nogle penge, så han kunne booke en weekend i et studie. Det kom der et par numre ud af, og dem sendte han til en række pladeselskaber. Genlyd, der var ejet af Gnags, reagerede med det samme, fortæller Thomas Helmig og Peter A.G. samstemmende i udsendelsen.

De garvede musikere gav den første linje i deres store fælles projekt – støttesangen til Afrika – til den nye unge mand. I dag er de enige om, at det var med til at skubbe ham ud over kanten, men han fløj selv. Og selv om han skulle overtales til at udgive nummeret ”Det er mig der står herude og banker på”, som han kun havde skrevet for sjov, blev det hans første store hit.

For Thomas Helmig kan som ingen anden skrive om noget så enkelt som at stå og banke på, om at lukke sine øjne i Aarhus og om at være en ”Stupid Man” og så ramme helt rent i hjerterne på publikum.

Slet ikke en ”Stupid Man”

Samtidig er han vellidt og beundret af sine mange kolleger. En af dem er Peter A.G., der har været med hele vejen.

»Det er en stor fornøjelse at være sammen med Thomas, for han har en stor glæde ved at lave tingene. Der er ikke noget udspekuleret i den mand. Hans succes er hans egen fortjeneste,« fastslår Peter A.G.

Thomas Helmig i selskab med Peter A.G. Nielsen på en dejlig sommerdag. Arkivfoto: Ole Henning Hansen

Thomas Helmig blev en del af det aarhusianske musikmiljø i de år, hvor Mek Pek var et stort navn, så han var med på Helmigs første plade for at give den kendisfaktor.

»I dag er det jo omvendt. Man kan ikke blive meget større i Danmark, end han er,« ler Mek Pek.

Deres sønner har begge gået på Aarhus Friskole, og dér fik Thomas Helmig øjnene op for Mek Peks søn, Emil Falk, som blev det nye unge indslag og store talent i stjernens band. Siden har guitaristen været en del af Helmig-familien og har lavet masser af musik sammen med både far og søn. Emil Falk var med Thomas Helmig i studiet, hvor de skabte numrene til det nye Hugo-album, ”Sortedam”.

»Thomas Helmig har været meget afgørende for vores familie og er en god ven. Han er bare den bedste og en følsom sjæl. Det kommer så fint til udtryk i hans sange,« siger Mek Pek.

Han understreger i det samme, at Thomas Helmig også har en fremragende humor.

Vi er børnene fra Sølvgade

Nevøen Albert Helmig opfattede i sine første mange år Thomas Helmig som sin skønne og musikalske onkel. Altid positiv og interesseret.

»Jeg tænkte aldrig, at han var en stor stjerne. Det opdagede jeg, da jeg gik ind i musikbranchen. Det har været en familietradition at være med til hans koncerter på Grøn og Smuk. Da han spillede på Arena, stod der 20-30 Helmig’er et sted og sang med,« siger den 27-årige Albert Helmig, der har etableret kulturforeningen Aarhus Volume.

Der er tid til både familien, vennerne og fodbold i Thomas Helmigs liv. Her er han sammen med sin kone, Renée Toft Simonsen, og bag dem vennerne Flemming "Bamse" Jørgensen og hans hustru, Kate. Arkivfoto: Jyllands-Posten

Nevøen mener, at hans onkel har en irriterende let tilgang til mange instrumenter, en fantastisk timing og fornemmelse, som ikke ret mange har.

»Thomas er en folkeskat og en pioner ud i at synge om kærlighed på dansk. Han er en af de dygtigste live-musikere, vi har herhjemme, og så samler han på tværs af generationer,« uddyber han.

Der er mange kusiner og fætre i den store familie, som Albert Helmig beskriver som rimelig musikalsk. Og de bakker hinanden op i, hvad end de hver især kaster sig ud i. For eksempel har onkel Thomas som noget helt naturligt skrevet en glad børnesang til Tante Renées film om ”Børnene fra Sølvgade”.

På Roskilde Festival nr. 50 stod Thomas Helmig på Orange Scene. Musikalsk havde han masser af succes, indeni kæmpede han mod mindreværd. Arkivfoto: Katrine Hørup Noer

Alle ved, det går op og ned

Trods de mange roser og opbakning fra et dedikeret publikum er det ikke kun gået den lige vej mod toppen for den folkekære musiker.

Kolleger på hans egen alder husker, at der på et tidligt tidspunkt blev kastet tomater efter Thomas Helmig på scenen, hvilket naturligvis gik ham meget på.

»Der skulle ikke så meget til, da vi var unge, før man stak ud. I dag rummer vi mere. Der var nok også nogen, der mente, at han var pisseirriterende, fordi deres kærester var så begejstrede for ham,« bemærker Mek Pek og Jesper Mardahl om den tid, der heldigvis er for længe siden.

Thomas Helmig gjorde al kritik til skamme, da han i 2017 lagde Northside fuldstændig ned. Han havde et fantastisk show og hele det store publikum i sin hule hånd. Arkivfoto: Per Lange

Indimellem hans hit-udgivelser var der også album, som ikke lige ramte, men Thomas Helmig har altid formået at komme tilbage.

Det viste han for eksempel med sin meget omtalte og skelsættende koncert på Northside i 2017. De kolleger, vi har talt med, ser den som hans store comeback.

Dagen efter dagen derpå

»Der var stærk kritik af, hvorfor sådan en popdreng skulle spille der. Men han satte alle sejl til og lavede et kæmpe show. Der nailede bandet den bare, og alle overgav sig. Koncerten er siden blevet omtalt som en gigasucces,« siger Mek Pek.

Han oplevede nye fede arrangementer og store skærme, der blev brugt på en måde, som var helt ny dengang.

Jesper Mardahl er enig.

»Thomas mødte topforberedt og knivskarp op i hvidt til et minutiøst planlagt show med store skærme. Selv de hårdeste anmeldere måtte bøje sig. Han har showmanship, samtidig med at han har lavet soundtracket til mange menneskers liv,« siger Jesper Mardahl.

Albert Helmig har som en flittig musikarrangører overblik over det musikalske landkort og bidrager til billedet:

»Thomas beviste sit claim til Northside efter en masse kritik. Da han gik i gang, stod ingen og tænkte på, om han havde ret til at være der. Succesen handlede ikke kun om de gode anmeldelser, men om at han samlede alle på den plads. Derefter stilnede kritikken af,« siger han.

Thomas Helmig har fortalt om at være vanemelankoliker, alkoholmisbruger og at kæmpe mod mindreværd. Han arbejder hver dag med at lægge det bag sig. Arkvifoto: Mikkel Tariq Khan

Man må lukke døre

De musikalske højdepunkter betyder dog ikke, at det er nemt at være Thomas Helmig. I tv-programmet ”All Exclusive” fra 2022 havde han en tilkæmpet indre ro, som han blandt andet opnår ved at bede morgen og aften.

Han berettede åbenhjertigt, at det ikke falder ham let bare at være helt sig selv uden en maske på.

»Hvis jeg ikke havde bedt om hjælp her til morgen, ville jeg føle meget stor lede ved mig selv. Der får jeg faktisk hjælp til at sige, jeg er god nok, som jeg er,« sagde han om sin kamp mod selvhad.

Han fortalte også om et alkoholmisbrug, der sendte ham i Anonyme Alkoholikere.

»På afstand var jeg sgu flov over det. Jeg har fået det 100 gange bedre, end jeg havde det for bare tre-fire år siden. Det er fedt,« sagde han.

Thomas Helmig fik det 100 gange bedre, da han holdt op med at drikke og begyndte at bede om hjælp. Arkivoto: Mads Andreas Frost

At komme hjem igen

Allerede i 2006 vidste Thomas Helmig, at man må lukke nogle døre, for at verden kan blive større. Det skrev han dengang i sangen ”Malaga”.

I dag er døren til alkoholmisbruget lukket, og arbejdet med at være den, han er, er godt i gang.

Rejsen har været lang og tung, men den har også været fuld af opture. For i virkeligheden har Thomas Helmig aldrig været i tvivl om, hvad der er vigtigt her i livet, og han har sunget om at finde derhen.

»Hvis kærlighed var altdominerende, så ville vi ikke have så meget bøvl med krige og selvhad,« sagde han på tv som meget ung, da hans karriere begyndte.

Han vidste det. Nu udlever han det. Han behøver ikke mere at vente i sin drømmeparabol på at komme hjem igen. Det er med den tunge sorg som evig følgesvend, men også fed fed lykke i form af en familie, der nu tæller fire små børnebørn.

Tillykke til Thomas Helmig med 60 fantastiske år – og tak for musikken.