Et dannebrogsflag fra rummet lander i Aarhus
Et Dannebrog, der har været i cirkulation 400 kilometer over jorden sammen med astronauten Andreas Mogensen, bliver nu overrakt til Steno Museet.
Siden den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen tog på sin første rumfart i 2015, har det været en drøm for Science Museerne at indsamle en genstand fra Den Internationale Rumstation (ISS).
Nu får Science Museerne i Aarhus sin første genstand fra rumstationen til evig arv og eje - endda overrakt af Andreas Mogensen.
»At have Dannebrog med ombord på Den Internationale Rumstation har været en påmindelse om dansk identitet og oprindelse,« siger Andreas Mogensen.
»Flaget symboliserer Danmarks historie, værdier og sammenhold. Det er en ære at kunne overdrage Dannebrog til Science Museerne, hvor det forhåbentligt kan inspirere andre og vække interesse for naturvidenskab,« fortsætter han.
Dannebrogsflaget har fulgt ESA-astronauten Andreas Mogensen på hele hans Huginn-rummission. Det hang på hans arm 26. august 2023 i det rørende øjeblik, da han med glæde og lettelse kunne fortælle familien, Danmark og verden, at han og de andre astronauter var landet sikkert på rumstationen.
Han brugte det til at markere fejringen af sin egen 47-års fødselsdag i rummet 2. november 2023. Det svævede også i Cupola i fejringen af det nye kongepar 14. januar 2024, og det sad på væggen sammen med flagene fra Grønland og Færøerne, når Andreas Mogensen havde inflight call fra ISS til Jorden.
Rumstationen er i omløb cirka 400 km over jorden, som den kredser om hvert 90. minut. Stationen bevæger sig cirka 30 gange hurtigere end et stort passagerfly.
»Det er stort for os, for Aarhus Universitet og for Aarhus,« siger museumsdirektør Bent Lorenzen, Science Museerne, Aarhus Universitet.
»Flaget vil vi bruge i vores formidling af astronomi og det store udviklingsarbejde, der ligger i rumforskning. Det kunne ikke være bedre.«
Torsdag 3. oktober Kl. 14.30-15.30 på Steno Museet ser Andreas Mogensen det danske flag udstillet på museet, og besøgende har mulighed for at stille et spørgsmål til astronauten i et begrænset tidsrum.
Det er gratis at deltage, men der er tale om et begrænset antal pladser, og det vil kræve tilmelding efter først-til-mølle på sciencemuseets hjemmeside klik her.
Inden det overrækker Andreas Mogensen Dannebrog til Science Museerne ved et lukket arrangement på Aarhus Universitet, hvor over 200 udskolingselever deltager kl. 11-13.
Otte af udskolingseleverne stiller på vegne af klasserne hver sit spørgsmål til Andreas Mogensen om livet i rummet.