Han står bag nedstyrtet altan: »Jeg har tænkt det mange gange, at det er en dårlig løsning«
Man har siden fundet ud af, at den måde at hænge altaner op på ikke er hensigtsmæssig, fortæller tidligere ejer af østjysk smede-virksomhed, som nu er gået konkurs.
Natten til søndag styrtede en altan, hvor otte unge mennesker stod på, 3,5 meter ned.
Ingen kom alvorligt til skade i forbindelse med hændelsen, der fandt sted på Peter Sabroes Gade i Aarhus, men den chokerende nedstyrtning har siden givet anledning til en nærmere undersøgelse af, hvordan det overhovedet kunne gå så galt.
I et opsigtsvækkende interview med B.T. løfter den tidligere ejer af det nu konkursramte firma Ødum Smede & Maskinfabrik A/S, som i sin tid satte altanen op, nu en del af sløret for, hvordan weekendens nedstyrtning overhovedet kunne finde sted.
»Jeg har tænkt det mange gange, at det er en dårlig løsning, og det har vi også snakket med ingeniørerne om mange gange,« siger Kaj Hansen, tidligere ejer af Ødum Smede & Maskinfabrik A/S, som gik konkurs i 2019.
Altanen, der styrtede ned i Aarhus, var hængt op med trækstænger i metal, som er boret ind i nogle særlige fuger, som i fagtermer kaldes limankre.
Og her var fugerne på den nedstyrtede altan kun ni centimeter dybe ifølge den testrapport, som B.T. har set. Den slags ville dog eksempelvis ikke kunne lade sig gøre i København, hvor man siden 2006 har haft regler om, at fugerne skal være 30 centimeter dybe, fortæller ingeniør og direktør for Minaltan Jonas Juul-Jensen overfor mediet.
Til B.T. fastslår Kaj Hansen dog, at man har fulgt de regler, der var på det daværende tidspunkt, og det var den gængse måde at gøre det på.
Ifølge ham er det måske 4-5 år siden, at hans ingeniører fandt ud af, at den metode at hænge altaner op på ikke var den mest hensigtsmæssige.
Så da I fandt ud af det for fire-fem år siden, tog I så kontakt til Aarhus Kommune, eller advarede nogen om de her altaner, I havde hængt op?
»Der er ikke så meget at advare om, for Aarhus Kommune ved jo godt, hvordan de er monteret,« siger Kaj Hansen til B.T.
Områdechefen for Byggeri i Aarhus Kommune, Ann Hamborg, oplyser dog, at hun på nuværende tidspunkt ikke har kendskab til, at der skulle være flere altaner, der hænger på en uhensigtsmæssig måde i Aarhus.
Efter nedstyrtningen har boligselskabet Go’ Bolig bag bygningen på Peter Sabroes Gade i Aarhus frarådet beboerne at gå ud på deres altaner, indtil altanerne er blevet kontrolleret.