Træ-højhus til 371 millioner lyser op på Sydhavnen: Kom med indenfor – og op
Lejerne er rykket ind i »Træ«.
Det er 78 meter og 20 etager højt, har en bærende konstruktion af træ – og koster den nette sum af 371 millioner kroner.
Der er brugt blandt andet kasseret og vandskadet aluminium, udtjente vindmøllevinger, hamp, gamle gulve og affald fra vinduesindustrien til at fuldende landets første træ-højhus.
Din Avis Aarhus Onsdag har været en tur oppe i PFA’s nye 15.000 kvadratmeter store kontorbygning »Træ«, der knejser på Sydhavnen i Aarhus.
På trods af navnet er det dog ikke ordet ”træ”, der falder i øjnene først.
De i alt tre bygninger er nemlig beklædt med aluminiumsplader. Dem vender vi tilbage til.
Byggeriet fordeler sig på tre bygninger. Ud over ”hovedhuset” er der yderligere to bygninger på hver seks etager.
Fælles for alle er, at de er bygget i beton, træ og glas, og mange er materialerne er genbrugs- eller overskudsmaterialer – blandt dem altså en del af aluminiumspladerne, der oprindeligt skulle være blevet til postkasser.
Andre af pladerne har tydelige skjolder efter vandskader. Skjolder, der nærmest skaber en illusion af træ-årer.
Og der er en klar mening – og et klart mål – med galskaben: Allerede fra år ét har Træ en 75 procent lavere CO2-udledning end et lignende byggeri i traditionelle materialer.
Kork, hamp og søuld
Tre etager skiller sig en smule ud fra de andre: En er biobaseret, en anden upcyclet og en tredje et såkaldt living lab.
Blandt andet kan gulvet et sted være affald fra vinduesindustrien, et andet sted genbrug fra Gellerupparken.
Der er kork på væggen, der er hamp på væggen, der er stampede lerudgaver af slagsen, der er søuld i loftet (inklusiv fjer) – og træpaneler, der er udviklet til huset.
Også akustikpladerne er gentænkt: De består nogle steder af granulat fra gamle plastikflasker.
På den måde ændrer det indvendige i bygningen sig hele tiden, mens man bevæger sig fra etage til etage.
Også solafskærmningerne uden for vinduerne har haft et tidligere liv: De har siddet på store vindmøller.
Man må dog ikke bare skære en vindmølle i passende stykker og klaske dem op på en bygning. Vindmøllevinger er ikke godkendt som byggematerialer – og skal derfor igennem en større brandtest. En test, som bygherrerne i samarbejde med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut selv måtte foretage.
En smule dyrere
Opførelsesprisen er cirka 15 procent højere end et konventionelt byggeri – nogenlunde det samme er lejeprisen i forhold til lignende lejemål – men det afskrækker tilsyneladende ikke:
»80 procent er lejet ud,« siger Peter Morgan, head of real estate for PFA Ejendomme, og supplerer med, at tanken bag Træ taler direkte ned i flere firmaers DNA og profil omkring den grønne dagsorden.
Et 373 kvadratmeter lejemål – plus fællesarealer – i Træs stueetage ender på 780.625 kroner i årlig leje.
Blandt de firmaer, der rykker ind i bygningerne, er MobilePay, Restaurant SyvNi13, Sparekassen Thy, Løbeshop og Fynske Bank.
»Det er et langsigtet afkast, men et afkast, der går hånd i hånd med bæredygtighed,« siger Morgan.
Lejemål – i alle størrelser
Man behøver dog ikke lægge en milliondyr leje for at flytte ind i en af de tre bygninger. Der er alle størrelser lejemål – helt ned til en enkelt skrivebordsplads.
»Det giver et godt miks – og en god dynamik,« siger Peter Morgan.
Og lejerne har taget godt imod deres nye lokaler – allerede inden den fysiske indflytning.
»De er vildt begejstrede – og lægger selv videoer op,« siger Peter Morgan.
De brødflove af slagsen kan slukke sulten og tørsten i kantinen, der bliver drevet af Martin Ib.
Bæredygtig fremtid
Peter Morgan håber, at Træ kan være med til at lægge fundamentet til fremtidens byggeri. Også hos PFA.
»En version 2.0 i København,« som han udtrykker det.
Træ er nomineret til ”Den Grønne Pris”, ”Arkitekturprisen” og ”Projektudviklingsprisen”.