Fortsæt til indhold

Har stået tom i tre år: Nu er historisk ejendom til salg - uden mindstepris

Sidste frist for et bud er i januar 2025.

Aarhus
jro

Står du lige og mangler knap 5.000 kvadratmeter midtby-liebhaveri, så har du muligheden nu.

Nørreport 16-20, der tidligere har været købmandsgård - og fra 1965 til 2021 huset Arkitektskolen - er sat til salg.

Det skriver Freja Ejendomme, der er statens ejendomsselskab, i en pressemeddelelse.

Ejendommen er opført i to karrélignende bebyggelser, der tilsammen danner rammen om ejendommens 12 bygninger - med et areal på i alt 4.956 kvadratmeter - og tilhørende gårdarealer.

»Ejendommen i Aarhus har en række forskellige muligheder for fremtidig anvendelse. Udover boliger og kontor, er hotel, detail, restaurant og kulturtilbud også en mulighed,« siger Christina Jørgensen, administrerende direktør i Freja Ejendomme.

De oprindelige bygninger daterer sig tilbage til 1727, mens den senest opførte er fra 1998.

Knap 5.000 kvadratmeter - set fra oven. Foto: Freja Ejendomme/Colliers

Af områdets helhedsplan fremgår det, at Nørreport skal omdannes til et blåt/grønt gaderum med opholdsarealer.

»Det er en ejendom, som alle i Aarhus kender og køber får derfor en eksponering i bybilledet, der ikke er mange forundt,« siger Christina Jørgensen

I 2021 flyttede Arkitektskolen til Exners Plads - og ejendommen har siden stået tom.

Sidste budfrist er 10 januar 2025 klokken 14.

Ifølge prospektet udbydes ejendommen uden angivelse af mindstepris. Der står videre, at sælger forbeholder sig ret til frit at vælge mellem de modtagne bud - eller forkaste dem alle.