Den kører om natten - og kan godt genere naboerne. Men der er en rigtig god grund
Skinnefræser er på vej til Østjylland.
Skinnefræseren er tilbage i Danmark - og denne gang kører den i det østjyske.
Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.
Hver dag kører der over 3.000 tog på det danske jernbanenet, og det slider på skinnerne. Derfor skal de holdes ved lige - og derfor kører det store, gule tog - sammen med holdet af specialister, der styrer fræse- og slibehjulet - altså snart i Østjylland.
Det er små revner i skinnerne, der skal fjernes, inden de vokser sig store.
Revnerne er af en størrelse, der nærmest ikke kan ses med det blotte øje.
Når fræsehjulene er i gang, kryber fræsetoget sig fremad i et tempo på 400 til 600 meter i timen, og i arbejdsgangen kan togets fræsehjul dermed fræse over en millimeter af skinnen for hver passage.
»Skinnefræsningen sikrer, at skinnerne holder længere, og risikoen for skinnebrud mindskes. Det bliver lettere for togene at overholde køreplanerne, når der er færre steder, hvor togene skal sætte tempoet ned, og vi får færre skader, der skal udbedres, når vi holder skinnenettet i god form,« siger Pernille Skovrup, sektionschef i Banedanmark.
Normalt vil fræsetoget behøve 1-3 passager for at fjerne en revne, og på en nat kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne.
Jernet bliver herefter kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt.
Kører om natten - klargøres om dagen
Fræsetoget kører om natten for at genere togdriften mindst muligt. Om dagen bliver det renset og klargjort, så det er klar til næste nats etape.
»Det er vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som kan udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt. Derfor kører skinnefræseren om natten, så den ikke forstyrrer passagererne,« siger Pernille Skovrup.
Det er på baggrund af ultralydsmålinger fra de særlige målevognstog, at Banedanmark finder frem til de revner, der skal fræses væk.
Ved at benytte måletoget opspores fejlene på et tidligere stadie end førhen, hvilket gør vedligeholdelsesarbejdet lettere.
”Det støjer kun moderat, når fræsetoget arbejder, mens klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads” skriver Banedanmark.