Fortsæt til indhold

Har bespist hundredvis af mennesker – nu er skraldecaféen midlertidigt lukket

Caféen skal indsamle en million kroner, for at den kan opfylde Fødevarestyrelsens regler.

Aarhus

Hundredvis af mennesker er blevet bespist og har fået billig overskudsmad med hjem fra Skraldecaféen i bunden af Jægergårdsgade i Aarhus. Op mod 350 mennesker har dagligt fået et måltid varm mad midt på dagen i den mest travle periode, da ukrainske flygtninge strømmede til.

Men lige nu er der ingen hjælpe at hente for sultne sjæle, for caféens køkken er lukket ned.

»Vi skal leve op til Fødevarestyrelsens ret skrappe regler, fordi vi deler overskudsmad ud. Derfor har vi lukket ned, så vi kan koncentrere os om at samle penge ind til tre containerpavilloner, der kan indrettes som butik,« siger Damian Larsen, der er medlem af bestyrelsen.

»Fødevarestyrelsen har nogle ret skrappe regler for opbevaring og uddeling af overskudsmad. Vi skal følge reglerne for ikke at blive lukket permanent. Hvis det sker, bliver mange ramt,« fortsætter han og tænker på både dem, der har brug for caféen som et socialt sted, og dem, der henter billig overskudsmad.

Der bliver denne dag undtagelsesvist hentet og uddelt nogle overskudsvarer. Sune Scherfig er dagens chauffør. Foto: Tahmasbi

Blev et folkekøkken

I en periode med de sultne ukrainske flygtninge blev Skraldecaféen presset.

»Vi kunne godt have sagt, at det gider vi ikke, men vi var da nødt til at hjælpe de mennesker, der pludselig stod her. Mange ukrainerne fik deres gang hos os, selv om det slet ikke var idéen,« uddyber Damian Larsen udviklingen.

Skraldecaféen bruger mad som socialt og økonomisk værktøj til at fremme tryghed og trivsel. Når de nye pavilloner forhåbentlig er på plads, skal gæsterne indgå i madlavningen og dagens program. Det byder på sociale aktiviteter som brætspil, oplæg om madspild, samtalesalon på dansk, musik og oplæsning om tirsdagen, torsdagen og lørdagen.

Alle kan bidrage via MobilePay: 725853. Skraldecaféen har også søgt en lang række fonde om midler. Foto: Tahmasbi

»Det har de senere år været kaotisk at lave en samtalecafé, når nogle af deltagerne først skal lære at tale dansk og andre kommer, fordi de er sultne og bare gerne vil spise,« forklarer Damian Larsen.

Om mandagen, onsdagen og fredagen skal der være uddeling af overskudsmad. Det initiativ hedder ”Stop Spild Aarhus”, og på de dage kan man få en kurv med top på for 35 kroner. Beløbet er fastsat af landsorganisationen ”Stop Spild Lokal”.

Det tilbud er blevet brugt af 30-80 mennesker om dagen i nyere tid, selv om der bare har været åben en time om dagen, hvor de fleste har for travlt til at møde op.

»Man kan komme her mellem kl. 14 og 15, som er et skidt tidspunkt for mange pensionister, studerende, folk i fleksjob og deltidsansatte, fordi de ofte er i skole, ude som frivillige eller på job. Vi overvejer at flytte åbningstiden til kl. 16-18 i stedet for,« forklarer bestyrelsesmedlemmet.

Der er ikke meget overskudsmad på Skaldecaféen for tiden, men denne dag er der undtagelsesvist en smule, som frivillige er klar til at sortere. Foto: Tahmasbi

For koldt om vinteren

Skraldecaféen fik for nogle år siden to kontorpavilloner, der er indrettet med køkken, toilet og kontor. De fungerer rigtig godt.

Nu ønsker den sig tre mere af samme slags til opbevaring og uddeling af overskudsmad.

Desuden er det nødvendigt at udskifte det gamle partytelt med en træhytte, så de frivillige og gæsterne ikke bliver helt blå af kulde, når de i vintermånederne mødes om dagens program. Og heller ikke bliver lige så svedige som i en finsk sauna om sommeren.

»Vi har et partytelt, hvor det ikke er rart at være, når der er minusgrader, vandkoldt eller stegende varmt. Det er for strengt for både de frivillige og deltagerne,« forklarer Damian Larsen.

Caféen har allerede fået to tredjedele af en træhytte, der skal afløse partyteltet. Hytten skal have den sidste tredjedel, placeres, etableres og indrettes.