Danmarks nye løbestjerne bliver frontfigur for løbebutik, der vil hjælpe ham til OL i 2028
Løbeshop og ny dansk løbestjerne indgår samarbejde, der skal hjælpe begge parter.
Løbeshop.dk har indgået et samarbejde med Danmarks bedste maratonløber, Jacob Sommer Simonsen fra Aarhus, der for nylig barberede næsten to minutter af den næsten 40 år gamle danske rekord på maraton-distancen.
Han får fremover økonomisk støtte i sine bestræbelser på at forbedre sig yderligere og det ultimative mål om at kvalificere sig og konkurrere ved de Olympiske Lege i Los Angeles i 2028.
Som en central del af samarbejdet med Løbeshop.dk skal Jacob Sommer Simonsen ikke blot repræsentere virksomheden ved løb, men også være en aktiv del af Løbeshops inspirationsunivers.
Skal inspirere løbere
Her vil den danske rekordholder løbende dele sin træningsfilosofi, sine erfaringer og praktiske råd, som skal hjælpe både nybegyndere og erfarne løbere med at optimere deres træning. Gennem artikler og videoer med mere vil han give et indblik i livet som eliteatlet, og hvordan man som løber kan forbedre både sin teknik og mentale tilgang til løb.
»Vi er utrolig stolte af at kunne støtte Jacob i hans rejse mod OL 2028. Han er ikke blot en fantastisk atlet, men også en stor inspirationskilde for løbere i hele Danmark. Vi ser frem til at følge hans udvikling og dele hans erfaringer med vores kunder, så vi sammen kan inspirere endnu flere til at nå deres løbemål,« siger Løbeshops direktør, Ivan Jæger Christiansen, i en pressemeddelelse.
Jacob Sommer Simonsen er 29 år og har løbet hele sit liv. Det er dog først i de seneste to år, at han har satset på maraton. Han læser medicin på Aarhus Universitet og bor på Frederiksbjerg sammen med sin kæreste og deres søn på to år.
Med samarbejdet med løbestjernen håber Løbeshop ikke blot at styrke sin tilstedeværelse i løbemiljøet, men også at inspirere flere danskere til at tage deres løb til nye højder, uanset om de er motionister eller elitesportsudøvere.
Løbeshop.dk er en webshop med hovedsæde i Hadsten. Tidligere i år annoncerede virksomheden, at den vil åbne seks fysiske butikker i Danmark, Norge og Sverige. Den første butik åbner efter planen i foråret 2025 i Jacob Sommer Simonsens hjemby, Aarhus. Her rykker Løbeshop ind i stueetagen i Danmarks højeste træhus, der er ved at blive bygget på Sydhavnen.