Fortsæt til indhold

Hærværk mod AGF-værk er ikke enkeltstående: Ulovlig graffiti har ødelagt samme kunstners murmaleri andet sted i byen

Der er ikke meget tilbage af Eske Touborgs kunstværk i tunnelen ved Botanisk Have, efter ulovlig graffiti er blevet forsøgt fjernet.

Aarhus

Det er ikke kun Eske Touborgs store AGF-kunstværk på Hallssti i Aarhus C, som er blevet udsat for hærværk.

Det samme er for nylig sket mod kunstnerens 540 kvadratmeter store murmaleri, som på bestilling fra Aarhus Kommune har pyntet en ellers trist tunnel i Botanisk Have siden 2018.

Men hvor drivkræfterne bag indsamlingen til den såkaldte legende-væg på Hallssti torsdag havde held med at få renset AGF-kunstværket, så ser det anderledes dystert ud for maleriet i Botanisk Have.

Hærværk og efterfølgende rensning har gjort det svært at genkende det maritime kunstværk, som Eske Touborg malede i i tunnelen ved Botanisk Have i 2018. Foto: Tahmasbi

Efter det i begyndelsen af måneden var næsten helt overmalet af graffiti, sendte Aarhus Kommune for nylig et firma ud for at fjerne graffitien fra værket. Det lykkedes dog ikke særlig godt.

I stedet fremstår det nu som en udefinerbar sammenblanding af farver, og enkelte steder er malingen sågar helt krakeleret. Det maritime univers, som Eske Touborg ellers skabte med kunstværket for seks år siden, var svær at få øje på, da avisen lagde vejen forbi tunnelen.

Der var mere havmiljø på kunstværket, før det blev ødelagt af graffiti. Arkivfoto: Tahmasbi

»Det er megaærgerligt«

Det overrasker ikke Marie Overgaard Nielsen, som er projektleder hos Bedre Byrum under Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

»Da jeg så hvor meget graffitihærværk, der var blevet lavet på kunstværket, tænkte jeg, om det kunne holde til at blive renset,« siger hun og fortsætter med et glimt i øjet:

»Selvom jeg siger til firmaet, der renser, at de skal stå med en lille tandbørste , så bruger de jo nogle produkter, som slider på muren. Det er megaærgerligt, men det er desværre også bare vilkårene nogle gange.«

Hun pointerer desuden, at »nogle tunneler er slidte i forvejen, og mange er fugtige - så det kan være svært at blive ved med at rense efter så mange år.«

Aarhus Kommune gør ellers en indsats for at beskytte værkerne ved at give dem en særlig overfladebehandling. Eksempelvis får alle de farverige busbobler, som er blevet udsmykket de seneste år, et nyt lag hvert år for at kunne fjerne evt. graffiti i fremtiden.

Flere steder er malingen helt krakeleret. Foto: Tahmasbi

Udsat tunnel

Det er fortsat uvist, hvad der kommer til at ske med Eske Touborgs ødelagte kunstværk i Botanisk Have, oplyser Marie Overgaard Nielsen.

»Det må vi tage en drøftelse om internt, men det er også bare en tunnel, der har været udsat for graffiti mange gange. Så spørgsmålet er, om det er det rigtige sted at lægge pengene en gang til, eller om man skal fokusere på nogle andre områder,« siger projektlederen og uddyber, at det ofte er tunneler, som bliver udsat for graffiti:

»Vi forskønner byrum med kunstværker for at gøre dem mere indbydende og trygge at færdes i. Men der vil jo altid være områder i Aarhus, hvor man ikke kan komme graffiti hundrede procent til liv.«

Avisen har været i kontakt med kunstner Eske Touborg omkring hærværket, men han ønsker ikke at medvirke i artiklen.

Eske Touborg er her fotograferet i 2018, hvor han efter aftale med Aarhus Kommune malede tunnelen i Botanisk Have. Arkivfoto: Tahmasbi