Fortsæt til indhold

Legende-gavl udsat for hærværk

Et stort AGF-kunstværk er natten til onsdag blevet udsat for hærværk. Sagen er anmeldt til politiet.

Aarhus

Et stort og markant kunstværk på en gavl ved Hallssti er natten til onsdag blevet udsat for hærværk.

Ukendte gerningsmænd har overmalet den såkaldte legendegavl, der portrætterer de tre afdøde AGF-legender Aage Rou, Henry From og John Stampe.

Det er kunstneren Eske Touborg, der så sent som i sommer kreerede det iøjnefaldende kunstværk på Hallssti. Det kom sig i stand efter en lille gruppe inkarnede AGF-fans rejste 110.000 kr. på få dage.

Det var 19. juli indvielsen fandt sted, og den særdeles velbesøgt, blandt andre af AGF-direktør Jacob Nielsen.

Onsdag morgen kunne forbipasserende og -cyklende aarhusianere se kunstværket skæmmet af graffiti, hvor budskabet var klart.

Med store tydelige bogstaver er nemlig skrevet »FREE GAZA!«.

Anne Frost, der er en af drivkræfterne bag legendegavlen, fortæller til avisen, at hun fik beskeden om hærværket onsdag morgen, da indehaveren af huset, der har lagt væg til gavlmaleriet, skrev til hende.

»Jeg blev vred, ked af det og tænkte, at det var så unødvendigt. Hallssti er så lang, så skriv da på en anden væg,« lyder det fra en tydeligt irriteret Anne Frost.

Drivkræfterne bag legendegavlen var samlet i sommer, da den blev afsløret. Fra venstre: Anne Frost, Janus Boye, Villads Müller, Niels Rasmussen, Eske Touborg. Foto: Anders Michaelsen Foto: Anders Michaelsen

Hun forklarer, at hun sammen med de andre drivkræfter bag gavlmaleriet har været i gang med at undersøge, hvad der kan gøres for at redde kunstværket, som blev coatet i sommer. Det vil sige, at det fik en overfladebehandling, der kan beskytte det mod overmaling.

»Det firma, som coatede værket, har jeg været i kontakt med i dag, og de kommer i morgen for at rense det og coate det igen. De er usikre på, om hærværket er gået ud over malingen indenunder, men det finder vi ud af i morgen, og så må vi tage den derfra,« fortæller Anne Frost, der håber, at Eske Touborg vil være klar på at male igen, hvis der er behov for at få kunstværket repareret.

Østjyllands Politi oplyser til avisen, at der tikkede en anmeldelse ind omkring hærværket klokken 12.59.

Ukendte gerningsmænd har i ly af natten været på spil og skænnet Legendegavlen, som kunstneren Eske Touborg står bag. Foto: Mathias Dueholm