Fortsæt til indhold

Kommunens økonomidirektør forklarer: Derfor fik byrådet ikke noget at vide

Ifølge Aarhus Kommunens økonomidirektør blev det vurderet, at der ikke var behov for at give en »særskilt forelæggelse for byrådet«, da Jacob Bundsgaard gav Aarhus Airport lov til ikke at betale renter.

Aarhus

Torsdag aften kunne Din Avis Aarhus Onsdag afsløre, at Jacob Bundsgaard og kommunens stadsdirektører siden 2021 har givet Aarhus Airport henstand på at betale renter på et lån på 200 mio. kr..

Det betyder, at gælden i dag er på hele 252 mio. kr.. Penge, som de aarhusianske skatteborgere ifølge eksperter ikke skal gøre sig store forhåbninger om at få tilbage.

Kommunen har i lang tid vægret sig ved at svare avisen på, hvorfor byrådet ikke blev indblandet i den beslutning eller orienteret.

Torsdag aften kom et langt svar fra økonomidirektør Eddie Dydensborg, som avisen her bringer i sin helhed.:

»Det er ingen hemmelighed, at Aarhus Airports økonomi har været trængt. På den baggrund godkendte Aarhus Byråd i marts 2019 en låneramme på 200 millioner kroner til videreudvikling af lufthavnen. Lånerammen på de 200 mio. kr. er givet på markedsvilkår, og altså med påløb af renter.

Da pandemien ramte, kom lufthavnen i økonomiske problemer. I den situation skal Aarhus Kommune som ejer, og vi som forvaltning handle økonomisk forsvarligt. Derfor blev der givet henstand til lufthavnen, hvilket Advokatfirmaet Poul Schmith (Kammeradvokaten, red.) har vurderet, var en markedsmæssig disposition. Det er vurderingen, at henstanden kunne gives uden særskilt forelæggelse for byrådet, da der ikke var tale om yderligere ydelse af lån, og at henstanden blev vurderet som værende en markedsmæssig disposition.

Den disposition har også afspejlet sig i Aarhus Kommunes regnskab for 2021, der er godkendt af byrådet i maj 2022. Her var der netop ikke bogført renteindtægter, fordi der var givet henstand, og det ikke var realistisk, at lufthavnen kunne betale dem tilbage på det tidspunkt. Derimod kan man finde renterne i Aarhus Airport A/S’ årsregnskab for 2023.

Vurderingen har været, at lufthavnens økonomiske udfordringer har været af et sådant omfang, at muligheden for tilbagebetaling af lånet var større ved at yde henstanden og se, om lufthavnen kunne komme på fode, end ved at gennemtvinge en tilbagebetaling på daværende tidspunkt. Vurderingen var, at det var den økonomisk mest forsvarlige løsning.

Til spørgsmålet om det kunne have stået mere tydeligt for byrådet er svaret ja, men i samme åndedrag vil jeg påpege, at byrådet er lovet en update på lufthavnen inden årets udgang, hvor også spørgsmålet om lån og renter vil blive besvaret.«