Efter 10 år er det farvel og tak: Rykker ind med brækjernet og nedrivningsmaskinerne på stort torv
Det skulle have forskønnet torvet ved siden af Domkirken - i stedet er det endt med at give kommunen rynker i panden.
Det kan simpelthen ikke længere fikses.
Sådan lyder konklusionen hos Aarhus Kommune, der har set sig nødsaget til at rykke ind på Bispetorv i hjertet af byen med brækjern og maskiner.
For de trækonstruktioner, som tilbage i 2015 blev sat op for at forskønne torvet ved siden af byens domkirke, har vist sig at kræve et større vedligeholdelsesarbejde, oplyser Teknik- og Miljø-forvaltningen på sin facebook-side ”Vi udvikler Aarhus”:
»Vi har i flere år skiftet brædder og lappet huller, men nu er det slut: Den underliggende opbygning er mange steder i så dårlig stand, at vi ikke længere kan reparere og lægge nyt på oppefra,« skriver kommunen.
Og det betyder, at man nu kommer til at fjerne alle trækonstruktionerne langs Kannikegade, mens trækonstruktionerne mod Sankt Clemens Torv ved rytterstatuen og Skolegade-krydset dog får lov at blive.
Om der skal noget nyt op på torvet i stedet - og i så fald hvad - er endnu ikke blevet besluttet endnu, oplyser Aarhus Kommune.
Nedrivningsarbejdet foregår mandag 6. januar.