Fortsæt til indhold

Lav en ny jernbanestation ved dette motorvejskryds

Er det ikke på tide, at der bliver et alternativ til Aarhus Hovedbanegård?

Aarhus
Jørgen ChristensenPensionist, Solbjerg

Aarhus Hovedbanegård - Aarhus H - har nu i et stykke tid været under en kraftig ombygning. Det sker i forbindelse med, at der laves et spor mere i banegraven. Perronerne forlænges. Elektrificering og et nyt signalsystem indføres og tre broer i nærheden af Aarhus renoveres. Samtidig skal de øvrige spor graves længere ned under Bruuns Bro – minus letbanesporene - for at få de 8 meter høje køremaster ind under.

Det har betydet, at der i et par år kører færre tog til Aarhus H, og i en lang periode her i foråret erstattes togene af togbusser på strækningen mod Aalborg. Men lige meget hvor meget, man moderniserer Aarhus H, så vil man ikke kunne komme det største problem til livs. Det er, at Aarhus H er en ”sækbanegård”. Det vil sige, at togene skal vende køreretning 180 grader, så de kører tilbage ad samme spor, som de kom ind på. Det tager i dag et persontog 8 minutter og et godstog 45-60 minutter at vende køreretning.

Aarhus H havde i 2023 – 8,8 millioner rejsende, heraf var der 4,5 millioner, der steg på toget. Hertil kommer 6,35 millioner rejsende med letbanen. Det gør Aarhus H den travleste station udenfor Københavnsområdet. Der er ca. 100.000 mennesker om dagen, der færdes i området inde omkring Banegårdspladsen.

Det er lige meget, hvor ofte politikerne i Aarhus Byråd påstår, at vi skal benytte offentlig transport, cykle eller gå ind til Aarhus for at benytte toget, kommer dette ikke til at ske. Letbanen kommer ikke ud i krogene af kommunen, og busdriften blev skåret ned med 80.000 timer, da man lavede letbanen, så hjælper det ikke meget, at man nu nedsætter taksten på tre buslinjer til 15 kroner fra 2026. Vi er mange, der er nødt til at have en bil for at få hverdagen til at hænge sammen og benytte toget.

Hertil kommer alle problemerne med parkeringspladser – især langtidsparkering. Aarhusianerne har de seneste 10 år fået 29 procent flere biler på vejene. Mange bilister og folk udenfor Ringgaderne i Aarhus tager til Skanderborg for at langtidsparkere og tage toget herfra. Her er der 245 gratis parkeringspladser.

Aarhus Kommune ”barsler” også med en betalingsring, som vil gøre problemet endnu større, hvis man skal med toget. Er det ikke på tide, at der bliver et alternativ til Aarhus H?

I København havde man samme problem med Københavns Hovedbanegård, hvor alle tog til Kastrup Lufthavn og Sverige skulle ind og vende på København H. Problemet blev løst i forbindelse med etableringen af ”Øresundsbanen” på ca. 4 km mellem ”Ny Ellebjerg Station/København Syd” og ”Kalvebod Station”, hvor strækningen flettes sammen med ”Kastrupbanen”. Banen blev indviet i september 1998. I dag kører der flere tog direkte til Kastrup Lufthavn fra Jylland, men skal du med tog til Sverige, skal du stadig ind og vende og skifte tog på Københavns Hovedbanegård. ”Ny Ellebjerg Station/København Syd” er i dag blevet opgraderet, så det er et væsentligt trafikknudepunkt i den københavnske infrastruktur.

Et sådant trafikknudepunkt komme vi godt bruge i Aarhus. Det ville gøre, at mange trafikanter ikke skal ind i midtbyen for at tage toget – ”bilerne ud af byen”.

Der vil blive mulighed for at lave både kort- og langtidsparkering. Der vil også være mulighed for at lave busterminal, så ikke alle busser skal ind i midtbyen. En satellit af en rednings- og politistation er også en mulighed, når der sker uheld på motorvejene. Samtlige motorveje ligger indenfor 6 kilometer fra motorvejskrydset Herning-motorvejen og E45. 90.000 biler passerer krydset i døgnet.

Der er ikke tale om at nedlægge Aarhus H, men skaffe et alternativ. Lav en jernbanestation ved dette vejkryds og lav en jernbane på 12 kilometervest for E45. Det bliver en ”gennemkøringsstation” med et stop på ca. 2 minutter til gavn for mange aarhusianere og mange pendlere i Østjylland. Det sparrer folk, der ikke skal ind i midtbyen, for 15½ minut. Togene sparrer også 15 kilometer ved ikke at skulle vende inde på Aarhus H. Beregningerne er Banedanmarks.

En ny vedtaget jernbane i Folketinget mellem Silkeborg og Aarhus kommer også igennem ved krydset. En halv kilometer fra krydset vil DSB lave deres eneste service- og reparationsværksted vest for Storebælt til deres nye el-tog.

Man vedtog at gennemføre planen om at lave en ny jernbane mellem Hovedgård og Hasselager ved det store trafikforlig ”Infrastrukturplan 2035”. Denne jernbane ville komme til at koste knap 4 milliarder kroner. Transportministeren har i oktober 2025 meldt ud, at denne jernbane ikke bliver til noget.

Man kan jo passende bruge de knap 4 milliarder kroner ”man har til overs” på at lave en jernbane langs E45.