Fortsæt til indhold

Om et år kan du flytte ind her: Nu rejser første del af Amtssygehuset sig

Flere end 200 nye boliger står snart klar inden for Ringgaden i Tage-Hansens Karré, der bliver det første færdige nybyggeri på sygehusgrunden.

Aarhus

Som i et tonstungt Tetris-spil finder betonelementerne lige nu deres plads i det byggeri, der skal hedde Tage-Hansens Karré. Om et år er den klar til indflytning.

Det bliver det første nybyggede lejlighedsprojekt i det nye Amtssygehuskvarter – et stort udviklingsprojekt, som over de næste 20 år skal omdanne hele den gamle Amtssygehusgrund til et nyt bykvarter.

Her ses byggeriet med Viborgvej i baggrunden. Foto: Raundahl & Moesby

De ældste dele af det oprindelige amtssygehus bevares, mens andre bygninger er blevet revet ned for at give plads til nye projekter.

Det sidste gælder også grunden, hvor Tage-Hansens Karré nu skyder op. Her lå tidligere den gamle sygeplejeskole med 150 kollegieværelser.

Den gamle sygeplejeskole som den så ud kort før den blev revet ned i starten af 2025. Foto: Jesper Bech Pedersen
Her er nedrivningen påbegyndt (februar 2025). Der var 150 små kollegieværelser i bygningen. Foto: Jesper Bech Pedersen

Bygningen var opført i 1967, og fremstod i væsentligt ringere stand end de endnu ældre oprindelige sygehusbygninger fra 1935, som bliver bevaret og renoveret.

Samme look som det gamle

Den nye karré bliver opført af Raundahl & Moesby og kommer stilmæssigt til at være inspireret af de 90 år gamle sygehusbygninger, forklarer projektleder hos Aarhus Kommune, Britta Degn:

Britta Degn er Aarhus Kommunes tovholder på Amtssygehuskvarteret. Hun har en baggrund som civilingeniør i urban design. Foto: Aarhus Kommune

»Vi har defineret nogle principper for området, blandt andet at nybyggeri skal opføres i respekt for det oprindelige anlæg.«

»Det var arkitekten Axel Høeg-Hansen, der tegnede det oprindelige Amtssygehus, og der skal være en rød tråd fra hans tanker til den moderne arkitektur i området, så det nye og det gamle skaber et sammenhængende kvarter.«

De første er flyttet ind

Amtssygehuskvarteret fremstår lige nu som én stor byggeplads, men faktisk er de første beboere allerede rykket ind.

Den tidligere vaskeri- og køkkenbygning er nemlig omdannet til Ungdomskulturhuset UKH, som er dedikeret til unge i alderen 15-30 år og drives af Aarhus Kommune.

Sammen med kulturhuset ligger UKHome - et mindre kollegie med 24 boliger til unge mellem 18 og 30 år, og de er allerede flyttet ind.

Når Amtssygehuskvarteret er fuldt udbygget om 10-15 år, forventer Aarhus Kommune, at der vil bo omkring 2.500 beboere på den gamle sygehusgrund.