Fortsæt til indhold

Tidligere Biden-toprådgiver har planen for, hvordan Europa vinder over Trump i kampen om Grønland

Trump er klar til at »rive alt i stykker« for at få det, han vil have. En tidligere topdiplomat, der har siddet helt tæt på Joe Biden i Det Hvide Hus, peger på, hvad Europa kan gøre for at stoppe ham.

BilCentret Hørning

Denne artikel er sponsoreret af

advertiser

Jim O’Brien sad med helt til det sidste under Joe Biden.

Hans opgave var at styrke samarbejdet på tværs af Atlanterhavet, da han i 2023 tiltrådte som viceudenrigsminister for blandt andet Europa.

Men så blev Donald Trump genvalgt, og den relation, som han forsøgte at genopbygge mellem Europa og USA, slog igen sprækker.

Krisen om Grønland har forvildet forholdet ud i en anden dimension.

Men mens nogle taler om en historisk kulde mellem de gamle allierede Europa og USA, så har Jim O’Brien stadig håbet.

Og hvad angår Grønland, har han en plan.

Han mener, at Trump-administrationen opfører sig som et rich kid, der bruger arven fra næsten et århundrede med stærke tillidsrelationer og alliancer som et forhandlingskort i jagten på kortsigtede gevinster. Bl.a. i Grønland.

»At bruge tillidsforhold og fælles engagement som løftestang for at forsøge at opnå nogle meget kortsigtede fordele i Grønland og Arktis, mener jeg er en alvorlig fejl,« siger han til Jyllands-Posten, der møder ham under en konference hos Tænketanken Europa mandag.

Her talte diplomaten om forholdet mellem Europa og USA.

Ifølge O’Brien har Trumps konfrontatoriske stil dog haft én utilsigtet effekt: Den har styrket sammenholdet blandt USA’s allierede – f.eks. i Europa.

Og Trump har svært ved at håndtere kollektiv modstand, mener den tidligere topdiplomat. Det ses derhjemme, hvor Trump er under pres i opgøret om immigrationsmyndigheden ICE og dets aktioner i Minneapolis.

Og, mener O’Brien, det ses endnu tydeligere i krisen om Grønland.

Dét er også opskriften på, hvordan Europa i fællesskab kan modarbejde Trumps aggressivitet.

»Vi så i Grønland, at en demonstration af klarhed og styrke ikke kun fik ham til at tøve, men også mange af hans tilhængere til at sige, at det her er ekstremt upopulært. Det er en af de måder, vi kan bevæge os fremad.«

10-punktsplanen

Jim O’Brien har sammen med en række andre tidligere topdiplomater udarbejdet en handleplan for Europas modsvar til Trump i Grønlandskrisen.

Kort sagt en manual til, hvordan Europa kan spille skak med Trump, men undgå at gøre spillet til hans.

Planen handler om flere europæiske investeringer i Grønland og Nato samt oprettelse af grupper med faste diplomater, der ligesom under krigen i Ukraine kan koordinere en fælles europæisk indsats.

Europæiske lande bør udarbejde forslag til sanktionsordninger mod virksomheder, der måtte udnytte grønlandske ressourcer i tilfælde af en amerikansk annektering som afskrækkelse, lyder det videre i planen. Derudover skal der investeres i grøn energi og fokuseres på råstofferne i Grønland.

Alt sammen med det formål at øge Europas tilstedeværelse i Grønland og dermed gøre det sværere for Trump at øve indflydelse på – eller helt at overtage – øen.

Han ser den seneste militære øvelse i Grønland, der inkluderede flere europæiske lande, som et godt eksempel på en konkret handling, der fik Trump til at tøve.

»Udsendelsen af en sikkerhedsstyrke for at håndtere forholdene i Grønland var et virkelig vigtigt skridt,« siger O’Brien.

Det var her, at Europa viste handlekraft.

Og det virkede, mener O’Brien. Nu er krisen kommet ned i niveau.

»Trump spørger altid sig selv: ”Hvad kan jeg tage?”. Det er kun, når han møder modstand, at han trækker i land. I Grønland mødte han europæisk modstand,« siger Jim O’Brien

Samtidig anbefaler Jim O’Brien, at Europa i endnu højere grad forsøger at påvirke USA uden om Det Hvide Hus – bl.a. via Kongressen.

For selvom Trump selv forsøger at handle uden om den lovgivende forsamling, så kan der være hjælp at hente her for Europa.

Han påpeger, at præsidenten har mødt stor modstand mod sine planer om at overtage Grønland – også blandt en del republikanere i Kongressen.

Europa giver håb

Selvom han betegner præsident Trump som en mand, der er klar til at »rive alt i stykker« for at få sin vilje, så er Jim O’Brien fortrøstningsfuld.

Han sætter sin lid til Europa, og til et ur, der tikker.

Europa har vist styrke i forbindelse med Ruslands krig i Ukraine, mener diplomaten. Her har de europæiske lande vist, at de er klar til at gå langt, når situationen kræver det.

»Man skal gøre sig lige så aktiv som Trump. Man skal hoppe ud i det, lave handleplaner, sige hvor mange droner man vil købe, gøre ting, som vil få amerikanerne til at sige: ”Wow, vi er bagud på de her punkter”.«

Samtidig holder Jim O’Brien fast ved, at Trump nu kun har tre år tilbage af sin embedsperiode, og at tiden ikke er på hans side.

»Trump forsøger at skrive sig ind i historiebøgerne. Men alle de ting, han ønsker, om det er Venezuelas olie, eller Grønland og Ukraines mineraler, det tager årtier. Han har to eller tre år. Så jo mere du begrænser ham i den tidsramme, desto mindre plads har han til denne slags eventyrlyst.«