Fortsæt til indhold

Nyt koncept i Hvidovre Gymnastik af 1937

Hvidovres 70 år gamle gymnastikforening er et godt eksempel på, at man ikke bliver gammel, grå og uden visioner, fordi man har mange år på bagen

Arkiv
Arkiv

I alle foreningens 4 afdelinger er der nye tiltag i den kommende sæson. 2 nye friske instruktører står klar med bl.a. pilates for voksne og glad motion for 60+'ere. Danserne sætter alt ind på "Divas" - showdanserne i teenagealderen, og Børneudvalget har fået den dygtige instruktør, Marianne Anderson, på begge hold for de mindre gymnaster. Overvægtige børn og handicapbørn bliver der gået til den med, og så det nye koncept i konkurrenceafdelingen: Hvidovrespringerne skal på landkortet igen, som de var i tidligere tider. Ambitiøse ledere og instruktører har forberedt sig gennem det sidste halve år, for at få træningen for mikroer, minier og juniorer til at blive optimal. Sæsonen starter med fællestræninger i august, og i den første weekend i september udtages holdene til sæsonen. Afdelingen regner med at stille med 4 juniorhold og 2 minihold til de landsdækkende konkurrencer. Derudover er der sat virkelig dygtige instruktører på 2 minihold for nye springgymnaster, som forventes at stille til Sjællandsmesterskaber for mini B'ere. Der er gjort meget for, at alle piger i denne sæson skal kunne mærke, at de gør fremskridt ud fra det stadie, de er på ved sæsonstart. Konkurrenceudvalget, som består af ledere, trænerrepræsentant og forældre, er klar til at bakke op om det nye træningskoncept, og på lørdag den 18.august afholdes en 12-timers planlægningkonference for alle i afdelingen med eksterne foredragsholdere bl.a. indenfor fysiologi og børnepsykologi, og det afløst af de enkelte teams målsætningsdebatter og diskussion og planlægning af alt omkring årets konkurrencer. Alt dette skulle gerne give Hvidovre mulighed for at blive kendt i DGF-regi igen og helst med nogle gode resultater til følge.