Per Slot stiller også op til kommunalvalget
Ved en fejl var Per Slot ikke med på listen, da Lokalavisen Helsingør forleden præsenterede de 20 K-kandidater, der stiller op til kommunalvalget
Efter måneders forberedelse kunne Den Konservative Vælgerforening i Helsingør forleden som det første parti i kommunen præsentere sine kandidater til kommunalvalget næste år. Holdet består af et bredt sammensat hold både personligt og geografisk på 20 politikere, men i avisen kunne man kun se de 19 af kandiaterne, da Per Slot ved en fejl ikke var kommet med på listen. Men byrådsmedlem Per Slot stiller naturligvis også op.
Kæmpet for Ålsgårde Centret
Per Slot, der er den eneste kandidat fra Ålsgårde, gik for tre år siden til valg på at bevare den døgnåbne skadestue, for at få færdiggjort cykelstien på Skindersøvej og ikke mindst for at få et nyt center i Ålsgårde - et projekt, der har været hans hjertebarn.
"Jeg glæder mig meget over Ålsgårde Centret. Jeg synes, at det er et utrolig flot projekt og har kæmper for det i de tre år, der er gået. Nu glæder jeg mig til den 13. november, hvor der er borgermøde, så borgerne kan blive inddraget i færdiggørelsen og gøre det til deres center. Projektet rækker ind i næste valgperiode, og her vil gerne følge projektet til dørs og sikre mig, at vi får det center, vi så brændende har ønsket os." siger Per Slot.