Fortsæt til indhold

Ældremaden blev prøvesmagt af spidskandidater

Arkiv
Per Møller

Onsdag middag havde Venstres byrådskandidat, Peter Dits Christensen, inviteret en række lokale spidskandidater til frokost, hvor menuen stod på den mad som kommunens ældre får leveret fra KRAM.
Formålet med arrangement var ifølge Peter Dits Christensen at få sat ældre menneskers forhold og levevilkår på dagsordenen i valgkampen.
- Jeg er rigtig glad for fremmødet. Imens vi prøvesmagte maden fra KRAM fik vi en saglig diskussion om, hvordan vi på tværs af partierne kan forbedre kommunens ældrepleje. Generelt var der tilfredshed med maden – råvarerne er gode, men i dagligdagen er der desværre ikke tid til at anrette måltidet, så det bliver rigtigt lækkert, fortæller Peter Dits Christensen, som selv arbejder som medhjælper på Lerbæk Torv Ældrecenter.
- Kigger vi på prisen pr. måltid så ligger Køge Kommune i den lidt dyrere ende i forhold til landsgennemsnittet. F.eks. koster det 59,5 krone pr. dag at få bragt mad ud i Køge, mens det 'kun' koster 53 kroner på Stevns. Mit personlige ønske er, at vi opprioriterer ældreområdet i de kommende år. Vores ældre medmennesker har simpelthen krav på en bedre service og mere livskvalitet i hverdagen, siger Peter Dits Christensen.
En af deltagerne i frokosten var Venstres borgmesterkandidat, Hans Erik Jensen, som velvilligt havde takket ja til invitationen på en ellers tætpakket dag i valgkampen.
- Det er utroligt vigtigt, at vi får sat fokus på ældreområdet. Derfor er det godt, at Peter fik stablet det utraditionelle arrangement på benene, udtaler Hans Erik Jensen, der også glædede sig over at møde nogle af de andre spidskandidater under mere uformelle rammer.
- Det var dejligt forfriskende at diskutere ældrepolitik over et måltid fra KRAM i Peters lejlighed i Boholte. Valgkampen har mange aspekter, slutter Hans Erik Jensen.
Følgende deltog i frokosten: Peter Dits Christensen (V), Hans Erik Jensen (V), Flemming Christensen (K), Dora Olsen (DF), Claus Steen Petersen (R) og Erling Fundal (D).
Marie Stærke (S) og Johnna Stark (SF) havde ikke mulighed for at deltage.