Så starter billetsalget til nytårskoncerten
Billetsalg til nytårskoncerten foregår kun fra Hvidovre Avis` ekspedition. Susanne Elmark, Flemming Enevold og Trine Pallesen topsolisterne ved nytårskoncerten søndag den 10. januar i Medborgersalen
- Billetsalget er samlet èt sted for at undgå gebyr og eventuelle misforståelser, siger chefred. Niels Erik Madsen, Hvidovre Avis, der for 10. gang er med i arrangementet, men denne gang med Hvidovre Lions Club som hovedarrangør. Som tidligere omtalt, finder nytårskoncerten sted søndag den 10. januar kl. 16.00, og det vil på ny være med en solistbesætning af nogle af landets bedste sangere, - denne gang ovenikøbet tre solister, nemlig operasangerinden Susanne Elmark, der kommer direkte samme dag fra Tyskland, sangeren og skuespilleren Flemming Enevold, der lige nu har kæmpesucces i hovedrollen “Les Miserable” på Det Ny Teater, samt skuespillerinden og sangeren Trine Pallesen, der bl.a. høstede stor anerkendelse i en turnè fornylig med Preben Kristensen “Danmark - når det er dejligst”. Og så bliver der selvfølgelig også gensyn med det store 16-mands Galla-Promenadeorkester under ledelse af Bjørn Hyrup. Dirigenten Bjørn Hyrup sammensætter for 10. gang nytårsprogrammet, og han lover igen et flot og alsidigt program, med masser af musical-, opera-, wiener- og operettetoner, samt kendte danske sange og selvfølgelig fællessang fra det trykte program. Billetprisen er kun kr. 240,-, incl. champagne og kransekage, der serveres i foyeren og cafèen fra kl. 15.00, hvor dørene åbnes, - og hvor Lions-folkene iøvrigt står klar til at servicere med drikkevarer og andet godt, - og også tager imod bestillinger til pausen. . Som regel bliver der hurtigt udsolgt, så vil De være sikker, - så mød op på næste tirsdag på Hvidovre Avis’ kontor. Oplysninger iøvrigt på tlf. 28 35 12 87.