Lars Hjortshøj syder i sit eget fedt
"Mit nye show handler om mig selv på godt og ondt - mest ondt, og jeg håber, at publikum bagefter også kan grine lidt af sig selv," siger stand-up'eren, som er på landsturné i marts og april
"Jeg udstiller mine fejl og mangler. Det gælder min fysik, min adfærd og mine dårlige vaner. Det er først og fremmest underholdning, og jeg håber, at folk griner. Men det vil være fint, hvis folk bagefter også kan se og grine lidt af deres egne fejl." Stand-up'eren, skuespilleren og entertaineren Lars Hjortshøj fyrer op under grillen og steger sig selv i sit nye show 'I virkeligheden'. Efter fire optrædender i Glassalen i Tivoli er han draget på en danmarksturné.
"Mange mennesker har travlt med at tage patent på virkeligheden. Jeg synes, at folk er lidt for skråsikre og dunker hinanden lidt for meget i hovedet med vores egen opfattelse af tingene. Når man jagter perfektion og gør alt for at opretholde en facade, så går man glip af livet," fortsætter Lars Hjortshøj.
Hjemmegående kone
I alt 30 gange tænder Lars Hjortshøj op for grillen rundt om i landet med showet på to gange 45 minutter. Men inden showet er der gået en lang periode, hvor han har skrevet på forestillingen og forberedt den i detaljer.
Han har arbejdet så koncentreret på projektet, at han har lavet en klar aftale med sin hustru, tv- og radioværten Tina Bilsbo, om en klar arbejdsdeling. Mens han er på turné, er hun hjemmegående og sørger for pasningen af parrets to børn og husmandsstedet fra 1770 ved Buresø i nærheden af Slangerup.
"Det er en supergod aftale, vi har lavet, for jeg har så fået et halvt år til at skrive, øve og rejse med showet. Det giver en fantastisk ro at vide, at min kone tager slæbet derhjemme."
Parret har ejet det gamle hus ved den smukke sø i det bakkede istidslandskab i ni år. Inden da boede Lars Hjortshøj og Tina Bilsbo i en lejlighed på Fredriksberg.
"Da vi skulle have barn nummer to, fandt vi huset ved Burresø nærmest ved en tilfældighed. Det havde mange kvadratmeter og en pris, vi havde råd til. Det har vi ikke fortrudt. Vi cykler og leger med børnene i skoven, og vi kender alle på kryds og tværs i lokalsamfundet," siger Lars Hjortshøj.
Ændrer til det sidste
Selv om en aften med stand-up-komikeren Lars Hjortshøj byder på en haglbyge af vittigheder, så står den på seriøs forberedelse før et show. Lars Hjortshøj møder ind to timer før, han skal på scenen, og han har en række faste ritualer, han skal gennemgå, før han går på scenen.
"Jeg ankommer to timer før, og det vil typisk sige klokken 18. Det tekniske crew kommer og laver lys og lyd, mens jeg arbejder med ændringer på showet og optimerer det. Det er ikke en stramt fastlagt forestilling. Jeg arbejder hele tiden med ændringer for at finde den rigtige form. Det er en organisk proces. Jeg har for eksempel allerede pillet et par jokes ud og skåret lidt ned på showets længde. Det var for langt".
"Det er jo det fine ved at kunne afprøve tingene for et stort publikum. Enten griner publikum, eller også skal der arbejdes med en joke for at gøre den mere skarp, hvis den da ikke helt skal ud. Heldigvis har jeg et stort reservelager. Jeg skriver hele tiden om, piller ud og føjer nye ting til."
Tvangsritualer
Lars Hjortshøj spiser aftensmad med sit hold. Det kan være mad udefra eller rugbrød med lidt pålæg for den sags skyld. Det er ikke afgørende - men afgørende er til gengæld, hvad Lars Hjortshøj herefter foretager sig inden forestillingen.
"Jeg har nogle tvangstanker. Jeg går afsides og tager tøjet på i den rigtige rækkefølge. Inde i hovedet kører showet. Jeg har et par fikspunkter, som jeg koncentrerer mig om. Det giver energi. Om 20 minutter skal jeg på scenen. Jeg stryger omhyggeligt den skjorte, jeg skal have på. Jeg binder mit slips, og her er det meget, meget vigtigt, at længden på slipset er den rigtige første gang, jeg slår slipseknuden. Det er et dårligt varsel, hvis længden er forkert, og jeg skal binde det om."
"Det sidste kvarter sætter jeg mig op til showet. Scenemesteren kommer og fortæller, når der er henholdsvis 15, 10 og 5 minutter tilbage. Jeg gemmer mig bag tæppet på scenen og varmer op. Jeg laver strækøvelser og sørger for at få ro på vejrtrækningen. Jeg er ikke nervøs, men nærmere spændt. Jeg er grebet af en slags barnlig begejstring, når jeg går på scenen," fortæller Lars Hjortshøj.
Gode anmeldelser
At dømme efter de første anmeldelser af showet er det lykkedes for Lars Hjortshøj både at binde sit slips med den rigtige længde i første hug og sætte sig op til at levere varen. Der har været fuldt hus i Glassalen i Tivoli, og en ekstra forestilling blev stablet på benene, inden turneen gik videre til Århus. Og livet med et nyt hotelværelse hver aften er noget, den berejste stand-up'er kender til.
"Det er kedsommeligt, og derfor bryder vi altid op efter en forestilling og kører videre til den næste by. Så sker der lidt i stedet for, at man bare hænger og for eksempel drikker øl. Jeg har altid haft svært ved at falde ned igen efter et show, så det passer meget godt, at vi flytter os til næste sted på turneen. Og det hænder også, at jeg tager en baldrianpille for at falde ned igen," siger han.
Fremtiden
Det er altså kun på scenen, at Lars Hjortshøj er hård mod sig selv.
"Jeg har i mange år levet af at svine andre folk til. I årevis har jeg 'gemt' mig i radioen eller i tv, og jeg har haft alle mulige undskyldninger for ikke at tage ud med mit eget store show. Men for et års tid siden rodfæstede ideen sig, og jeg lavede en top 10-liste over mine værste sider, og så havde jeg et fyldigt materiale at arbejde med," siger han.
Når turneen ender med udgangen af april, står Lars Hjortshøj uden umiddelbare arbejdsopgaver. Men så har det også været en sæson med tv-programmer, spillefilm, tv-reklamer og eget stand-up-show. Og selvfølgelig kaster de mange jobs penge af sig, så det er muligt at forsørge familien med den hjemmegående hustru.
"De første mange år var der ingen penge i stand-up i Danmark. I dag kan man leve godt af det. Men jeg er ret nøjsom. Min bil er fra 1996, og jeg prøver at undgå at blive slave af materielle ting," siger Lars Hjortshøj, som ikke frygter, at finanskrisen tager levebrødet fra ham.
"Især i krisetider er der brug for kultur og underholdning. Selvfølgelig er det frygteligt med en finanskrise, men der er også mange, der piver unødigt," siger han.
kim.belmark@pola.dk