Fortsæt til indhold

Er det en rigtig kunstudstilling?

Kunstnergruppen Miumi udfordrer udstillingens rum på Danmarks Keramik- museum i Middelfart.

Arkiv
Arkiv

De blå musselmalede dekorationer flyder ud på spisebordet. På en tallerken serveres parteret dukke som tapas. En saltbeholder i hvidt porcelæn viser sig at være et par udhulede babyarme.
Alt synes umiddelbart helt normalt på det veldækkede bord. Men taget i nærmere øjesyn står det klart, at intet er, hvad man tror. Udstillingen med navnet "Kun hvis man tror det er" har fernisering den 25. september på Danmarks Keramikmuseum, Grimmerhus, i Middelfart.
Fire talentfulde unge keramikere står bag. Jette Löwén Dall, Helene og Jakob Keis Fiedler og Janni Godtliebsen. De har til lejligheden dannet en enhed ved navn MIUMI.
Til udstillingen har de fået en ganske særlig udfordring: Overskrid grænserne for, hvordan man arrangerer en udstilling i Grimmerhus - en nobel ældre herskabsvilla med tydeligt ordnede rumafsnit, udskårne paneler og fine stukborter.
På udstillingen stiller de fire kunstnere spørgsmålstegn ved, hvad der er op og ned i livet, sandt og falsk, rigtigt og forkert. Men ikke mindst stiller de spørgsmål ved, om ikke traditionelle kunstudstillinger har udlevet deres tid.
Udstillingen vises frem til den 8. januar 2012.