"Der står altid en dør på klem"
Smykkedesigner Karin Cortsen fra Aabenraa genfandt livsgnisten, efter at en aggressiv lungebetændelse nær havde kostet hende livet. ”Jeg har fået en passion ind i mit liv, som har været værd, at kæmpe for,” siger hun i dag
Mens december for de fleste familier er lig med hygge, småkagsbagning og forventningsglæde i de røde stearinlyses skær, er julemåneden for smykkedesigner Karin Cortsen og hendes to børn forbundet med en masse tanker og følelser, som de helst ville være foruden. Det var nemlig den 20. december for 15 år siden, at Stephanie og Philips mor blev revet ud af deres liv, for at blive lagt i kunstigt koma i forbindelse med en livstruende lungebetændelse.
"Jeg får det altid dårligt op til jul, mens Philip begynder at hoste endnu mere, end han gør i forvejen," fortæller Karin Cortsen, med hentydning til sin 21-årige søn, som lider af Tourettes syndrom* og OCD – tvangshandlinger og tanker, udløst af Karin"s sygdomforløb.
Nyt liv og ny identitet
Da Karin Cortsen efter fem ugers koma kommer tilbage til livet, er det med nedsat funktionsevne på alle fronter. En lang genoptræning venter hende, og jobbet som it-medarbejder ved Aabenraa Kommune, bliver sat på stand by.
"Det var hårdt at vågne op og mangle fem uger af sit liv. Det forblev det i lang tid, for jeg efterlyste ligesom en rød tråd. Det værste var dog, at mine børn ikke havde set mig i al den tid, jeg lå på hospitalet. Især Philip, som dengang var seks år, havde opbygget et skrækscenarie om, at jeg lå i et langt, sort rør. Den dag i dag forstår jeg ikke, at de ikke blev taget med ind, for at se mig," fortæller Karin, som først for nogen tid siden for alvor har vinket farvel til den dårlige samvittighed overfor sine børn – lig med alle andre, nedbrydende tanker, der prøver at trænge sig på, i øvrigt.
"Jeg går i lang, lang tid, og har frygtelig ondt af mig selv. Synes, at det hele er uretfærdigt og kan ikke se en vej ud af tunnelen. Jeg vil så gerne bare være mig selv igen, den gamle Karin, for jeg kan ikke lide den nye udgave af hende. Jeg var jo power-kvinden, hende, som havde styr på alt og havde en masse energi og overskud," fortæller Karin Cortsen, som "efter 10 år i helvede", og fra den ene dag til anden beslutter, at hun VIL livet, og at hun KAN komme videre.
En ny tilværelse
"På en måned trapper jeg ned fra fuld medicinering til ingen. Jeg kommer ikke tilbage til mit gamle arbejde, som gør, at jeg i forbindelse med arbejdsprøvning sidder og laver perler på snor i en klub. Jeg bliver hurtig betaget af at skabe noget med hænderne. Jeg fornemmer meningen med det, det får mig til at slappe af, gør mig glad, og en ny verden åbner sig for mig," fortæller Karin, som hurtigt får en enorm trang til at designe noget selv.
"Men jeg bliver begrænset af at jeg ikke kan håndværket", siger Karin, der på det tidspunkt allerede er styret af sit nye mantra "jeg kan". Hun får lært lodde-teknikken, og livet som smykkedesigner tager så småt form. Flere og flere henvender sig, for at få lavet et smykke i hendes helt personlige design. For personlighed er kodeordet i Karin Cortsens arbejde.
"Jeg tager altid en snak med en kunde, der bestiller et smykke. Og det er ikke kun fem minutter, vi taler om. Jeg vil vide noget om det her menneske, som skal have smykket, for det skabes ud fra følelser. Mit design er autentisk og bliver, som øjeblikkets følelser former det. Jeg hører og mærker, hvad kunden fortæller, og tager det med. Vi bærer alle en personlig historie, som kræver styrke. Derfor er der heller ikke to af mine smykker, der er ens."
Husk at være stærk
Det er ud fra endnu en barsk skæbne, at Karin Cortsen for kort tid siden har lanceret sin Stay Strong smykkeserie. Et smykke, hun havde kreeret til en veninde, som for få måneder siden døde af kræft.
"Tinas sygdom gav mig inspiration til at lave Stay Strong hjertet. Hun var så positiv, livsbekræftende og stærk, lige indtil det sidste. Jeg vidste ikke, hvor sygdommen ville bære hen, da hun fik smykket – så derfor skulle det give hende styrke til at forblive stærk."
Forløbet har været så skelsættende for Karin, at hun har startet en produktion af Stay Strong. At holde fast i styrken gælder i høj grad også hende selv. For to år siden spændte skæbnen igen ben for familiens lykke, da datteren Stephanie fik konstateret sygdommen Alopecia Areata*. Sygdommen gjorde blandt andet, at Stephanie mistede al håret i et års tid.
"Hjertet skal være en påmindelse om, at vi skal være stærke, og at vi skal forblive det," lyder Karins opfordring til de mange mennesker, hun ved, kæmper deres egen livs kamp et eller andet sted derude - mens hun nikker genkendende til, hvad andre før hende har fortalt. Nemlig, at der altid venter lys forenden af tunnelen.
"I dag beskæftiger mig med noget, der rører mig dybt hver eneste dag. Selvom det har været hårdt - jeg var selv ved at dø, og mine børn har formentlig fået ar på sjælen for livet - så har passionen, som jeg har fået til gengæld, været det hele værd. Man skal huske, at være stærk, for der står altid en dør på klem, uanset hvad. Men det kræver mod at nærme sig sprækken – men tro mig, det er værd at prøve!"