- Jeg vil vinde, når det gælder...

- Her er rigtig fint at være i foråret og sommeren, men vinteren kan godt føles lidt lang, fortæller Leif Sørensen. - Man skal køre lidt for at opleve noget andet og se, hvad der ellers foregår. Jeg vil gerne indrømme, at jeg til tider savner både Hvidovre og København. Til gengæld gælder det om at holde sig i gang på anden vis, og det er meget vigtigt. Jeg var med til at lave fodboldskole de tre første år, jeg var i Ulfborg, men i dag spiller jeg tennis. De unge mennesker, vi havde i fodboldskolen, kom med omkring tennisklubben, og der kom hele tiden helt nye spillere til... - Vores bedste drenge havde vi med på en tur til Hamborg, hvor min søn Mads bor og er med omkring en af de største tyske klubber, og her mødte vi deres bedste drenge og vandt en mindre turnering over dem med 4-2, og det var en fin oplevelse.... - I dag er vore største talenter sendt videre til Holstebro, hvor niveauet og mulighederne for videre udvikling er bedre. Jeg har lidt med hofterne, men tennis kan jeg spille og gør det gerne... Grunden blev lagt - Hvis jeg skal se lidt tilbage på min fodboldtid, så havde vi i Hvidovre et meget talentfuldt lilleput hold, som senere skabte tre landsholdsspillere. John Pedersen, John Steen Olsen og undertegnede. Min far Holger og Lars Bo Henriksens far Sigfred etablerede i 1954 den såkaldte ¿100-mands-forening¿, som skulle skabe økonomisk grundlag for at få en dygtig træner til os... - Den tidligere landsholdsmålmand fra Frem, Niels Hansen blev hentet til HIF, hvor han fik givet os nogle grundlæggende kompetencer. Mental styrke og troen på, at alle skulle yde deres og være med omkring holdet... - Det var på det tidspunkt grunden blev lagt til det enestående resultat, der blev nået i 1966, hvor vi blev danske mestre. Niels Hansen var en hård hund, og jeg husker stadig tydeligt en kamp på ynglingeholdet, hvor vi spillede ude mod B 93 og var bagud 0-1. Jeg havde flækket mit ene øjenbryn, og det skulle sys i pausen. Her spurgte Niels Hansen en af vore spillere, der blev kaldt ¿Sorte Svend¿, om han overhovedet gad spille. ¿Sorte Svend¿ meldte ud, at han ikke følte sig helt klar, og så blev han sendt i bad... - Vi startede så 2. halvleg med ni mand, fordi jeg skulle have ordnet mit øjenbryn, men vi vandt kampen 2-1, og bagefter konstaterede Niels Hansen bare, at det var sådan, det skulle være... - Jeg blev udtaget til ynglingelandsholdet som 2. års yngling efter en fin kamp mod Brønshøj, og vi vandt den første kamp med 4-1 over Sverige... - Jeg debuterede på HIF¿s førstehold den 19. marts 1961, hvor holdet lå i 4. division. Det daværende talenthold havde netop vundet finalen, så talentet i klubben var til stede. Samme år rejste jeg til Vejle for at uddanne mig indenfor skobranchen. Vejle havde et fremragende hold med flere landsholdsspillere, og jeg fik chancen mod ungarske Hajduk Split, som vi besejrede med 5-1. Jeg scorede tre mål. Det blev til i alt 36 mål i 39 kampe for Vejle, inden jeg vendte tilbage til Hvidovre i 1963... - Min tid i Hvidovre var en tid med mange store præstationer. Vores seniorhold strøg gennem rækkerne, og det unikke var, at de fleste spillere var af ege avl. Vi rykkede i 1. division i 1965, hvor vi blev nummer 5, og så tog vi titlen i 1966... - Der var nogle fine trænere til holdet, men den gang var der ikke så megen fokus på træneren. Han skulle selvfølgelig udtage de spillere, der skulle bruges, men holdet gav stort set sig selv. Vi vidste, hvad der skulle til, og så havde vi et hold med den rigtige balance. Der var de kreative kræfter, arbejderne, målscorerne og så en fornuftig defensiv. Der kom så naturligvis nye spillere til undervejs. Der var mange, der gerne ville spille for HIF, og vi fik suppleret op løbende... - Jeg sluttede min aktive karriere i 1974 med 269 kampe og 134 mål.... Landsholdsspiller - Jeg kom på Ynglingelandsholdet i 1960, på Ungdomslandsholdet i 1962 til 64 for henholdsvis Vejle og Hvidovre. Over B-landsholdet til A landsholdet i 64, hvor det blev til 15 kampe og tre mål, inden det stoppede den 1. juli i 1969... - Efter mesterskabet blev HIF splittet som hold. John Worbye, John Pedersen og John Steen Olsen rejste til USA. Jeg havde også fået tilbudt en kontrakt, men sagde nej... - Det gjorde jeg så ikke i 1964, hvor jeg debuterede for Danmark mod Grækenland. I 1968 blev jeg anfører for landsholdet i udekampen mod Irland, og det var en stor oplevelse. Jeg husker det som en stor ære og en tillidserklæring. Den gang fik man jo ikke penge for at spille fodbold, men man trænede og spillede for at blive udtaget til landsholdet og de oplevelser, en udtagelse førte med sig. I min tid mødte vi flere af datidens store fodboldnationer. Italien, Mexico og ikke mindst Ungarn, som vi besejrede 3-2 efter at have været bagud 0-2... - Sportsredaktør Knud Lundberg skrev den gang, at det var den bedste kamp, han havde set. Jeg husker især Ole Madsens mål til 3-2. Jeg spillede ham selv i dybden, men i stedet for at afslutte med det samme, snød han den ungarske målmand. Da en ny forsvarer ville tackle ham, snød han også ham, så de to ungarere løb sammen, hvorefter han driblede bolden i mål. Ole Madsen kunne have scoret med det samme, men han var åbenbart opsat på skæg i gaden... Lidt fra privatlivet - Jeg lå soldat i Holbæk i 1963, hvor jeg købte min første skoforretning. Den overtog min søster i 1965. I 1966 købte jeg en skoforretning i Valby ved Toftegårds Plads, og åbnede så ¿Leif Sørensen Sko¿ i Bredalsparken på Hvidovrevej i 1970. Den havde vi så frem til 2006, hvor vi besluttede os for at flytte til Jylland, fordi børn og børnebørn boede der. Det var et stort skridt, og vi er glade for, vi gjorde det, selvom man ind imellem kan savne det, man en gang var en del af. Men man kan ikke få det hele... - Ved siden af forretningerne var jeg træner i forskellige klubber, heriblandt også Hvidovre. Jeg var nok kendt for at være hidsig og temperamentsfuld. Men jeg trænede meget og var seriøs og stillede store krav til mig selv. Når jeg gik på banen, var det for at vinde. Var muligheden der, blev boldene sparket i kassen. Sådan er jeg.... - Bagefter kunne jeg sagtens tage den med ro og synes selv, at jeg var ret omgængelig, slutter fødselaren.